Mærsk hjemkalder bjærgningsfartøj i søgen efter tabte containere
Mærsk hjemkalder bjærgningsfartøjet Assister, der er blevet brugt til at lede efter containere, som et Mærsk-skib tabte 22. december.
Det oplyser rederiet til TV2 Nord.
- Beregningerne konkluderer med meget høj sandsynlighed, at flydende containere fra ulykkesstedet for længst ville være skyllet i land, udtaler Mærsk.
- Derfor har vi nu hjemkaldt det bjærgningsfartøj, vi har haft indsat siden 25. december for at lokalisere flydende containere.
Mærsk vil i stedet forsøge at lokalisere containere på havbunden. Der er fartøjer på vej, skriver TV2 Nord.
22. december tabte et Mærsk-skib 46 containere i havet ud for Nordjylland. Fire af dem er drevet i land.
Mærsk vil få hjælp af to undersøgelsesfartøjer til at lokalisere og opsamle containere. Det oplyste flådeoperationschef i Mærsk Kristian Brauner fredag.
Skibene er ankommet, men de kan endnu ikke sætte arbejdet i gang på grund af det dårlige vejr i området.
- Det er specialfartøjer med avanceret udstyr til eftersøgning under havoverfladen.
Skibenes ankomst afhænger af vejrforholdene, samt af hvor hurtigt mandskabet og det rette udstyr er på plads på skibene.
Mange forskellige varer - herunder kompressorer - er skyllet i land, efter at de 46 containere faldt over bord.
Miljøminister Magnus Heunicke (S), som torsdag holdt møde med Mærsk, har fortalt, at der ikke var farligt gods i containerne.
Farligt gods er ifølge Beredskabsstyrelsen stoffer og genstande, som kan forårsage skader på mennesker, miljø eller ejendom, hvis de ikke håndteres korrekt under transport.
De fiskere, der plejer at fiske i området, er bekymrede i forhold til at få skadet deres både og redskaber.
/ritzau/