23948sdkhjf

Her er skibet, der skabte jule-ravage på Vestkysten

Triple-E skibet 'Mayview Mærsk' tog et forlænget ophold i Polen efter at have tabt mere end 40 containere i havet ud for vestkysten

Det var en af verdenshavenes absolutte giganter, der i sidste uge mistede 46 store stålcontainere under stormen Pia og satte Nordjylland på den anden ende.

Siden 22. december har de fleste nordjyder lært at sige 'Mayview Maersk', for det er navnet på det 399 meter lange og 60 meter brede containerskib, der et eller andet sted i farvandet omkring Hanstholm tabte containerne i havet.

Siden er nogle af containerne og en frygtelig masse indhold drevet ind på de nordjyske kyster i et bælte fra Bulbjerg og helt til Skagen.

'Mayview Mærsk' er et af mange i Mærsk-koncernens såkaldte Triple E-flåde. En generation af containerskibe, som Maersk Line i 2011 bestilte hos det koreanske værft Daewoo Shipbuilding & Marine Engineering Co. til ca. 185 millioner dollars pr. leveret skib. 

I dagens kurser svarer det til godt 1,2 milliarder danske kroner. Og dem har Mærsk altså fået leveret 31 af, siden ordren blev skrevet under.

Mayview Maersk blev søsat i 2014. Som det 10. i rækken. Skibet vejer i sig selv ca. 55.000 ton og har en samlet lastekapacitet på 18.270 20 fods-containere. Der behøves blot en besætning på 30 søfolk for at sejle det enorme skib.

Ifølge vesselfinder.com besøgte Mayview Maersk 72 havne verden over i fjor og tilbagelagde undervejs 99191 sømil på verdenshavene. Under normale forhold koster det et forbrug på ca. 164 ton fuel om dagen.

Da Mærsk for 12 år siden afgav ordren på de nye Triple E-skibe, havde verdenshavene aldrig set noget lignende. Den hæderkronede danske virksomhed var verdens største containerrederi, og Triple E-skibene var verdens største containerskibe.

Siden er både Mærsk og Triple E blevet overgået. Det schweizisk-italienske rederi MSC er i dag verdens største containerrederi, og de opererer også verdens største containerskib, 'MSC Irina', som i marts i år blev leveret fra det kinesiske værft Yangzijian Shipbuilding med en kapacitet på 23.346 20 fods-containere.

Triple E-skibene rangerer i dag noget længere nede på listen - faktisk helt nede omkring en 10. plads.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109