23948sdkhjf

Kaptajn får bøde efter forhindret skibskollision i Gøteborg

189 meter langt fragtskib kom i november tæt på at kollidere med tankskib og bunkerskib i Gøteborg 

Proaktive besætninger på et tankskib og et bunkerskib forhindrede en skibskollision i Gøteborgs havn den 19. november i år.

Det skriver den svenske kystvagt i en pressemeddelelse.

Hændelsen skete, da et 189 meter langt fragtskib havde forladt sin ankerplads, hvorefter det kom kun få meter fra at kollidere med både tankskibet og bunkerskibet.

- Da fragtskibet forlod sin ankerplads, lavede det et farligt sving og var på vej direkte ind i de to andre skibe. Cheferne på de andre skibe, som så, hvad der skete, formåede at lave undvigemanøvrer for at undgå kollisionen, og skibet passerede med en margin på kun få meter, siger Johanna Wemminger, som er forundersøgelsesleder ved Sveriges Kustbevakningen.

Kustbevakningen oplyser ikke skibets navn.

Har fået bøde

Det svenske søfartsvæsens trafikcenter VTS i Gøteborg underrettede kystvagten, som indledte en forundersøgelse og udarbejdede en anmeldelse om ”formodet uagtsomhed i søtrafikken”.

Herefter har både Kustbevakningen, Transportstyrelsen og svensk politi deltaget i undersøgelsen, som omfattede en ”længere afhøring” af kaptajnen, oplyses det. Kaptajnen har nu fået en bøde i form af 50 dagbøder.

- Fragtskibets kommando satte sig selv i en situation uden manøvrerum, den kunne kun fortsætte i retning af de andre skibe. Var de tre skibe stødt sammen, ville det sandsynligvis have betydet et betydeligt olieudslip, der kunne have ramt land med omfattende skader på både mennesker, dyr og natur, siger Johanna Wemminger.

Lignende hændelser er ikke almindelige i Sverige, men når de sker, er det ifølge de svenske myndigheder svært at retsforfølge den ansvarlige. Ifølge den svenske kystvagt var samarbejdet mellem myndighederne udslagsgivende for, at den aktuelle sag endte med straf til kaptajnen.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08