Blue World tættere på multi-megawatt brændselsceller til skibsfarten
Brændselscelleproducenten Blue World Technologies (Blue World) får nu en økonomisk indsprøjtning fra Maersk Growth og EIFO, som skal få selskabets multi-megawatt metanol-brændselsceller til skibsfarten et skridt videre.
Brændselscellerne skal ifølge selskabet kunne optimere den samlede systemeffektivitet og have en høj elektrisk virkningsgrad på op til 65 %. Der er tale om en finansering på 82 mio. kr., som blev annoncet under COP28 i Dubai, hvor Blue World Technologies præsenterede deres højtemperatur PEM-brændselscelleteknologi.
- Mærsk har taget føringen med hensyn til at dekarbonisere skibsfartsindustrien og udviser mod og vilje til at gøre en forskel. Men vigtigst af alt, de skrider til handling. Vi er derfor meget stolte over at have dem med ombord i denne finansieringsrunde, siger Anders Korsgaard, medstifter og administrerende direktør hos Blue World Technologies.
Nul-emissioner i 2040
A.P. Moller - Mærsk har en ambition om, at hele selskabets forretning, inklusiv flåden på 680 containerskibe, skal nå netto nul-emissioner i 2040.
Udover ventureinvesteringen i Blue World har Mærsk bestilt et metanol-brændselscelle-pilotsystem, udviklet af Blue World, som skal installeres på et af Mærsks bestilte metanoldrevne containerskibe. Systemet skal først typegodkendes af ABS.
- Med flere end 100 skibe, der kan sejle på metanol, bestilt på tværs af industrien, er efterspørgslen efter grønt brændstof stigende. Brændselscelleteknologiens udsigt til markant at forbedre energieffektiviteten for disse dyre grønne brændstoffer kan blive en vigtig komponent til at eliminere prisforskellen til konventionelt bunkerbrændstof og muliggøre den grønne omstilling af skibsfarten, siger Ole Graa Jakobsen, som er vice president i Fleet Technology hos A.P. Moller - Mærsk.
Rederiet modtog i år sit første metanol-drevne skib 'Laura Mærsk' og har yderligere 24 skibe i ordrebogen, som skal være i stand til at sejle på metanol.