Ørsted trækker sig fra endnu et brintprojekt
Energiselskabet Ørsted trækker sig fra planerne om at bygge et større elektrolyseanlæg i Tyskland, da økonomien i projektet ikke hænger sammen.
Det skriver erhvervsmediet Finans på baggrund af en pressemeddelelse fra parterne bag projektet.
- Et projekt er nødt til at være økonomisk rentabelt, og det var desværre ikke tilfældet. Vi er derfor nået til den logiske konklusion, siger Jörg Kubitza, Ørsteds landechef i Tyskland.
Anlægget skulle lave brint af vand, som kunne erstatte brint lavet på naturgas ved et raffinaderi i byen Heide vest for Kiel og var en del af Westküste 100, der skulle være med til at udvikle og implementere brint i området.
I starten af måneden stoppede Ørsted projekterne Ocean Wind 1 og 2 i USA og meddelte i samme ombæring, at selskabet havde nedskrevet for 28,4 mia. kr. i løbet af årets første ni måneder.
Nedskrivninger der ifølge Ørsted blandt andet skyldes negative indvirkninger var forårsaget af forsinkelser i forsyningskæden og stigende renter.
Hovedparten af nedskrivningerne - 19,9 mia.kr. - skyldes dog projektet Ocean Wind 1.
Efter udmeldingen faldt Østed-aktien med over 25 pct.
Et par uger efter stoppede to at selskabets topledere, henholdsvis finansdirektøren og driftsdirektøren.
Elektrolyseanlægget var planlagt til 30 megawatt, MW. Til sammenligning var Ocean Wind 1 planlagt til omkring 1100 MW, hvilket i USA kunne give strøm til omkring 380.000 husstande.
For et par dage siden meldte Ørsted ud, at man trak sig fra to havvindenergiprojekter i Norge.
Ørsteds største ejer er den danske stat. Selskabet hed tidligere Dong Energy, men skiftede navn i 2017.
Ørsted havde i årets første ni måneder en omsætning på 64,9 mia. kr., hvilket er 33 pct. mindre end samme periode sidste år.
/ritzau/