Tendens: Nordjyllands klenodier er jaget vildt
HADSUND, BRØNDERSLEV, Nørresundby og Aalborg. En række nordjyske bysamfund har det til fælles, at de rummer maritime producenter på guldmedaljeniveau. Hadsund: HJ Lubricators. Brønderslev: Green Instruments. Nørresundby: Desmi. Aalborg: Svanehøj. Fælles for disse fire er, at de for nylig er blevet købt dyrt. I sidste uge blev Green Instruments f.eks. solgt til en svensk industrigigant. Ugen forinden var det Svanehøj, der ligeledes blev overtaget af en industriel storspiller i USA. I Nørresundby blev Desmi solgt til kapitalfonden One Equity Partners. Også det gamle familieklenodie, HJ Lubricators, blev overtaget af en kapitalstærk spiller. Sidstnævnte var den eneste af de fire, der blev solgt til en dansk aktør, nemlig G&O Maritime.
FØRST OG FREMMEST er de mange virksomhedsovertagelser et udtryk for, at virksomhedernes teknologiske kompetencer er så eftertragtede, at hele verden står i kø for at overtage dem. Det skal vi være stolte af. De gamle familieejede virksomheder har været dygtige til at aflæse markedet og placere sig lige præcis dér, hvor fremtidens efterspørgsel skulle vise sig at ligge: Maskinrums-teknologi til rederiernes grønne omstilling. I det positive scenarie vil de nye kapitalstærke ejere sætter turbo på opskaleringen og sikre, at flere produkter når ud til et større marked. Hvis de nye ejere opfører sig klogt, vil de investere og udvikle deres virksomheder, så de vil trives og vokser hurtigere.
FARERNE ER IMIDLERTID også til at få øje på. Vi kender alle eksempler på danske maritime kronjuveler, der er blevet solgt til udenlandske konglomerater for derefter at gå for lud og koldt vand. En række danske producenter er blevet opkøbt, fordi et globalt konglomerat gerne ville have danskerne specifikke produkt på hylden - men hvor ejeren så i øvrigt glemte at investere i innovation og fremtidig vækst. Andre eksempler har vist, at moderselskabet pludselig skiftede strategi og rettede sine strategiske interesser mod andre segmenter - og så er det pludselig ikke spor sjovt at sidde i den danske provinsfilial og føle sig overset. Vi kender alle disse eksempler, og ønsker dem ikke gentaget. Det er værd at kippe med flaget for det nordjyske søfartsguld. Og krydse fingre for, at ejerne har haft virksomhedernes langsigtede perspektiv for øje, da de valgte den rette køber.
Vi kender alle eksempler på danske maritime kronjuveler, der blev solgt for derefter at gå for lud og koldt vand