23948sdkhjf

Fragtskib brænder stadig: Truer med at forurene Vadehavet

Et stort fragtskib, der fredag morgen stadig er i brand, ligger tæt på den hollandske del af Vadehavet

Der er risiko for, at Vadehavet vil blive påvirket, hvis det ikke snart lykkes at slukke branden på et stort fragtskib ved Hollands kyst.

Sådan lyder det fredag morgen, hvor skibet brænder på tredje døgn.

- Risikoen for en miljøkatastrofe er altid til stede, siger Edwin Granneman, talsmand for kystvagten, til den hollandske radiostation BNR.

Fragtskibet var på vej fra Tyskland til Egypten, da det brød i brand tidligt onsdag morgen. Det har næsten 3000 biler om bord.

Skibet befinder sig tæt på en øgruppe i den hollandske del af Vadehavet.

En af øerne er Ameland, og her skaber udviklingen bekymring.

- Det ser ud til, at situationen på skibet har stabiliseret sig en smule.

- Men vi er selvfølgelig meget bekymrede. Vi har lagt nødplaner for at kunne håndtere forskellige scenarier, siger Heidi Bunicich fra Ameland kommune.

Vadehavet strækker sig over Holland, Tyskland og Danmark.

Det er en del af Unescos verdensarvsliste og har en biologisk mangfoldighed bestående af over 10.000 plante- og dyrearter.

Det er blandt andet risikoen for, at skibet kæntrer eller synker, der har skabt frygt for miljøforurening. Det oplyser kystvagten.

Den hollandske infrastrukturminister, Mark Harbers, har desuden sagt, at et eventuelt læk af brændstof kan drive op mod Nordsøen.

- Det står klart, hvis man kigger på bølgernes og vindens retning, siger han.

Branden på skibet, "Fremantle Highway", har kostet en person livet.

Skibet lagde fra havn i Bremerhaven i det nordvestlige Tyskland klokken 16.45 tirsdag eftermiddag. Det havde kurs mod Port Said ved den egyptiske middelhavskyst og havde Singapore som endelig destination.

"Fremantle Highway" er knap 200 meter langt og godt 32 meter bredt. Det kan bære 18.549 ton inklusive diesel, vand, passagerer og besætning.

Der er endnu ikke kommet en officiel udmelding om årsagen til branden.

/ritzau/AFP

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.121