23948sdkhjf

Alvorlig ulykke: Elbil brød i brand på fragtskib

En elbil brød i brand på et fragtskib ved Hollands kyst og forårsagede en større brand og evakuering

En person har mistet livet, flere er blevet såret, og i alt 23 besætningsmedlemmer er blevet reddet fra fragtskibet "Fremantle Highway".

Det oplyser den hollandske kystvagt i en pressemeddelelse.

Skibet brød i brand natten mellem tirsdag og onsdag nær den hollandske kyst.

Ifølge kystvagten er der adskillige redningsbåde og et bjærgningsfartøj til stede ved skibet. Nogle af besætningsmedlemmerne kunne sejles fra det brændende fragtskib i redningsbådene, mens andre måtte reddes ud med helikopter.

Kystvagten oplyser ikke umiddelbart, hvor alvorlige de tilskadekomnes tilstande er. Der er for nuværende heller ingen detaljer om den person, som har mistet livet.

"Fremantle Highway" er ifølge kystvagten ladet med 2857 biler, hvoraf 25 er elbiler.

Tidligt onsdag morgen oplyser kystvagten, at det var en af elbilerne, der brød i brand, og dermed forårsagede branden på skibet. Det fremgår ikke mere detaljeret, hvad der fik elbilen til at bryde i brand.

Kystvagten skriver, at den modtog anmeldelsen omkring midnat mellem tirsdag og onsdag.

- Besætningen forsøgte at slukke ilden selv, men det lykkedes ikke. Ilden blev ved med at spredes, hvilket foranledigede en evakuering, skriver kystvagten.

Skibet lagde ifølge skibstrafikovervågningstjenesten marinetraffic.com fra havn i Bremerhaven i det nordvestlige Tyskland klokken 16.45 tirsdag eftermiddag.

Ifølge marinetraffic.com havde skibet kurs mod Port Said ved den egyptiske middelhavskyst.

Skibet sejler under panamansk flag.

Ifølge marinetraffic.com er "Fremantle Highway" knap 200 meter langt og godt 32 meter bredt. Det kan bære 18.549 ton inklusive diesel, vand, passagerer og besætningsmedlemmer.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters er der tidligt onsdag morgen fortsat brand på skibet, og beredskabstjenester er til stede.

/ritzau/

Kommenter artiklen (3)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.084