23948sdkhjf

Næstved-firma holdt hånden under Nordkoreas handelsflåde

Forsikringsfirmaet DGS Marine leverede certifikater, som var afgørende for den nordkoreanske handelsflådes funktion, afslører dokumenter ifølge medie. Det kan have muliggjort finansieringen af regimets atomprogram

Et forsikringsselskab med base i Næstved har spillet en nøglerolle i det nordkoreanske regimes omgåelse af internationale sanktioner.

Dermed har virksomheden, DGS Marine, ifølge eksperter gjort sig skyldig i sanktionsbrud og kan have bidraget til finansieringen af det nordkoreanske regime og dets atomvåbenprogram.

Det skriver Dagbladet Information på baggrund af lækkede dokumenter og samtaler med tidligere medarbejdere. 

- Det er svært at få ind i hovedet, hvor stort det her var, siger den tidligere formand for FN’s sikkerhedsråds ekspertpanel for Nordkorea Hugh Griffiths, der har gennemgået Informations research.

Holdt Nordkoreas udenrigshandelsflåde flydende

- Nordkorea har generelt vist sig dygtige til at komme uden om de internationale sanktioner. I den forbindelse er regimet afhængig af nøglepersoner uden for det isolerede land, forklarer Camilla Tenna Nørup, der er lektor og Nordkorea-ekspert ved Forsvarsakademiet.

- Sager som den her viser, at der er folk uden moralske skrupler, der er villige til at risikere noget, fordi de kan tjene på det, siger hun.

De lækkede dokumenter afslører, at DGS Marine i perioden 2011-2016 solgte forsikringer til en lang række nordkoreanske fragtskibe, olietankere og containerskibe. 

Forsikringspapirerne har været afgørende for de nordkoreanske skibes evne til at operere internationalt. Ethvert skib, der vil lægge til havn i et fremmed land, er nemlig nødt til at kunne fremvise dokumentation for, at det er forsikret. 

Ellers vil havnemyndighederne typisk afvise skibet. 

- De her certifikater er fuldstændig nødvendige for, at dine skibe kan operere og transportere alle former for varer, siger Hugh Griffiths.

Tidligere har FN’s sikkerhedsråds ekspertpanel i en rapport fra 2017 beskyldt DGS Marine for to »mulige« sanktionsbrud ved at have forsikret de nordkoreanske fragtskibe 'Dong Nam no. 1' og 'Min Hae'. 

Men nu viser det sig altså, at firmaets handler med Nordkorea har været langt mere omfattende. Information er i besiddelse af forsikringspapirer udstedt af DGS Marine for 29 nordkoreanske skibe. Og dokumenter indikerer, at antallet af forsikrede nordkoreanske skibe kan have været langt højere. 

Et tidligere medlem af virksomhedens øverste ledelse, Andreas Efthymiades, bekræfter over for Information, at det reelle tal var omkring 100 nordkoreanske skibe eller flere.

- Ud fra den dokumentation jeg har set, forekommer det sandsynligt, at DGS Marine forsikrede de fleste, hvis ikke nærmest alle, nordkoreanske skibe, der anløber i udenlandske havne, siger Hugh Griffiths.

De lækkede dokumenter afslører, at DGS Marines samarbejdspartner var det nordkoreanske forsikringsfirma Korea National Insurance Corporation (KNIC), der siden er blevet omfattet af sanktioner. Ifølge både EU og FN’s Sikkerhedsråd er Korea National Insurance Corporation »affilieret med« en berygtet enhed i det nordkoreanske regime ved navn Kontor 39, der har til opgave at skaffe fremmed valuta til finansiering af blandt andet atomvåbenprogrammet. 

Tydelige sanktionsbrud

Ved at sælge forsikringer til de nordkoreanske skibe har DGS Marine selv gjort sig skyldig i brud på FN’s sanktioner mod Nordkorea, vurderer eksperter. 

- Det er tydelige tilfælde af sanktionsbrud,« siger Hugh Griffiths.Han bakkes op af advokat Mathias Steinø fra Hafnia Law Firm, der er specialist i bl.a. maritim forsikringsret.

- Efter at have gennemgået forsikringscertifikaterne er det min vurdering, at firmaet har overtrådt sanktionsreglerne, siger Mathias Steinø.

På papiret blev forsikringscertifikaterne udfærdiget af DGS Marines selskaber i først Liechtenstein og siden på De Britiske Jomfruøer. Men fire tidligere medarbejdere oplyser uafhængigt af hinanden over for Information, at det reelt foregik i den danske afdeling af firmaet. 

Ejet af sønnen

DGS Marines stifter, ejer og direktør var den britiske statsborger David Skinner, der døde i 2016. Han var dansk gift, og hans familie var bosat i Næstved. Ifølge tidligere medarbejdere rejste David Skinner meget, men han opholdt sig i hvert fald en del af sin tid i Danmark.

DGS Marines selskab i Danmark var – i modsætning til resten af koncernen – ikke formelt ejet af David Skinner, men af hans søn, den danske statsborger Nicolas Skinner. Sønnen har ikke ønsket at udtale sig til Information, men oplyser, at hverken han eller den øvrige familie har kendt til farens tilsyneladende ulovlige forretninger før hans død. Kort efter David Skinners død lukkede sønnen virksomheden.

Information har forgæves forsøgt at få en kommentar fra nordkoreanske Korea National Insurance Corporation.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078