Nexø Havn øjner chance for boliger frem for siloer
På Nexø Havn har man fundet en investor, ejendomsinvesteringsvirksomheden Gefion Group, der vil omdanne arealet, hvor DLG-bygningerne på havnen står, til boliger og forretninger.
Nu mangler kun politisk behandling.
Det skriver TV2 Bornholm.
Nexø Havn har i flere år forsøgt at sælge de gamle siloer og bygninger, men har også forsøgt at få dem revet ned.
Projektet inkluderer planer om 100 nye privatboliger og 10 mindre erhvervslejemål på arealet.
- Generelt vil mange af os på Bornholm gerne have flere boliger - og gerne på Østbornholm. Så flere boligtyper på Bornholm er en god ting, siger Bjarne Hartung Kirkegaard, formand for Nexø Havn, til tv-stationen.
I slutningen af måneden skal kommunalbestyrelsen tage stilling til projektet.