EU-udspil kan skubbe på skibsfartens grønne omstilling
Europa-Kommissionen har netop fremlagt, hvad der kan tolkes et modsvar på amerikanernes ’US Inflation Reduction Act’.
Med dette udspil til støtte til grøn omstilling har EU lagt kimen til et hurtigere farvel til fossile brændstoffer, mener brancheorganisationen Danske Rederier, som er positiv overfor udsigten til understøttelsen af nye grønne brændstoffer, som også vil gavne skibsfart.
- Opstartsstøtte er en af nøglerne til at få tilstrækkeligt højt tempo i den grønne omstilling. Vi så det med vindmøllerne i Danmark, og det er det samme med en storskalaproduktion af grønne brændstoffer. Derfor er vi overordnet positive overfor den støtte, som Europa-Kommissionen nu har fremlagt planer for, siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier i meddelelsen.
Der er ifølge Europa-Kommissionen behov for større investeringer inden 2030 i fremstillingen af net-zero teknologier givet de europæiske ambitiøse EU-mål og international konkurrence.
Pengene skal gå til at producere net-zero teknologier som sol- og vindenergi, batterier, varmepumper, hydrogen samt fangst og lagring af CO2. Midlerne skal gøres tilgængelige gennem en mere fleksibel tilgang til statsstøtte og via eksisterende EU-ordninger, hvor EU’s innovations fond er central for søfarten.
Plan om loft på sagsbehandlingstid
Der er desuden planer om at indføre et loft over sagsbehandlingstid i forskellige godkendelsesprocedurer i større projekter. Der nævnes specifikt ideen om en ’One-stop-shop’-tilgang i medlemslandene.
- Netop sagsbehandlingstid ved godkendelser og tilladelser kan være en klods om benet i kampen for at få den grønne omstilling op i fart. Det er et godt signal fra EU, at vi skal stræbe mod at sætte et loft over behandlingstid på godkendelser, siger Anne H. Steffensen.