23948sdkhjf

Konstruktionsfejl kan udløse en tocifret millionregning for Hanstholm Havn

Et brud på havnemolen fra stormen Malik er foreløbigt udbedret som forsikringsskade. Nu strides parterne om regningen, men en langt større regning kan være på vej

De økonomiske ulykker fortsætter for Hanstholm Havn, der allerede har efterladt ejeren, Thisted Kommune, med en gæld i omegnen af 630 mio. kr. fra en udvidelse, der stod færdig i 2020.

Kommunen hjemtog havnen fra selvstyre 1. januar for at kunne indfri en kassekredit på 63 mio. kr. Det har betydet, at det kommunale budget for 2023 måtte genåbnes, og velfærdsydelser har måtte udskydes. Men der kan nu være en endnu større millionregning på vej til havnen og dermed Thisted Kommune. Det skriver DOI.dk.

Sidste år opstod der et brud på havnemolen under stormen Malik. Skaderne er blevet foreløbigt udbedret for 11 mio. kr. Fra havnenære kilder erfarer DOI.dk nu også, at den endelige reparation kan beløbe sig til mindst 55 mio. kr. Desuden kan problemerne vise sig endnu større og involvere en konstruktionsfejl, der kan blive langt dyrere.

Sagen bliver kompliceret af, at der kører en forsikringssag med ikke færre end otte parter, som er i gang med en syn og skøn-forretning. Den er bestilt af havnens forsikring, som i første runde har betalt de 11 mio. kr.

Sagsparterne er havnen - og dermed Thisted Kommune -  Rambøll, Aarsleff, Cowi og Kystdirektoratet samt deres forsikringsselskaber. Kystdirektoratet er involveret, fordi vedligeholdelsen af sænkekasserne foran havnen sorterer under direktoratet.

Fra verdenskendt skoleeksempel til konstruktionsfejl

Hos Kystdirektoratet vurderer kystteknisk chef Per Sørensen, at havnen er gået fra at være kendt for sine gode konstruktion til noget helt andet.

- Den var et skoleeksempel på, hvordan man laver en havn – vi taler på verdensplan, fortæller Per Sørensen, om den oprindelige havn, der stod færdig i 1967.

Men efter udvidelsen og bruddet på havnemolen under stormen i januar 2022 er der sket noget.

- Noget er gået galt. Jeg sidder i bestyrelsen i Dansk Vandbygningsteknisk Selskab (VBS). Her er det noget, som man diskuterer, siger Per Sørensen og tilføjer:

- Det er en konstruktionsfejl. Men det er jo ofte netop fejlene, som man lærer af. Vi taler her om en havn, der i høj grad er Danmarks mest udsatte.

Hvordan man kan finde fejlen og udbedre, har han også en ide om.

- Man kan bruge laboratorieforsøg med bølgesimulator, men også computersimulationer, siger Per Sørensen, der ikke mener den verserende forsikringssag komplicerer sagen for havnen med udfordrede økonomi.

- Ejeren af anlægget skal finde ud af, hvad der er galt, bemærker den kysttekniske chef med sigte på havnen og Thisted Kommune og henvisning til projektlederen, der sidder sagen i Kystdirektoratet.

Verserende sag

Projektleder og ingeniør Gitte Grimstrup hos Kystdirektoratet vil hverken af- eller bekræfte konstruktionsfejlen. Det samme gælder, om det eventuelt er direktoratet, der skal betale, hvis sænkekassen foran havnen skal fornyes.

- Sænkekasserne er fra 1967, hvor det daværende 'Vandbygningsvæsenet' byggede dem. Vi har vedligeholdelsen, og det passer vi, som vi skal. Hvert år pejler vi, hvordan sænkekasserne har det. Det vil sige, om der er sand i dem. De har det rimeligt godt, fortæller ingeniøren og tilføjer:

- På et tidspunkt holder de selvfølgelig ikke mere. Men som sagt, så er deres tilstand stabil og fin i forhold til deres alder.

DOI.dk har forsøgt at indhente en kommentar fra Thisteds borgmester Niels Jørgen Pedersen (V). 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094