23948sdkhjf

Folketingets formand ser ingen problemer ved sit bijob

Søren Gade er formand for både Folketinget og Esbjerg Havn og vil fortsætte i begge stillinger

Det er vigtigt for Søren Gade (V) at have føling med samfundet. Derfor fortsætter han som formand for Esbjerg Havn, selv om han er blevet formand for Folketinget.

Han er blevet kritiseret, fordi han ikke har trukket sig fra stillingen, som er lønnet, i den private havn.

Søren Gade afviser, at der skulle være problemer med at repræsentere begge dele. Han mener, at politikere godt kan bijobbe i visse tilfælde.

- Hvis det er et problem hver eneste gang, skal du finde nogle unge mænd og kvinder under 13-års-alderen og sætte dem på et politikerkloster, og så skal de sove med hænderne over dynen.

- Når vogternes råd mener, de er voksne nok, kan du sætte dem ind i politik. Så kan de lege politik uden at vide, hvad der foregår derude. Så har du de rene hænders politik.

- Ude i den rigtige verden kan du ikke undgå at være uden at få snavs på fingrene. Det findes ikke, medmindre du går i kloster, siger Søren Gade i forbindelse med et tiltrædelsesinterview.

Han uddyber, at det giver ham drivkraft at have en føling med erhvervslivet ved siden af sit job som formand for Folketinget.

Et flertal i Folketinget har sagt god for hans bijob. Gades nærmeste forgængere frasagde sig bestyrelsesposter eller havde ingen, da de tiltrådte.

Posten for havnen udløser et vederlag på 310.350 kroner om året. Det kommer oven i lønnen som folketingsformand, der er på knap 1,7 millioner kroner om året.

Eventuelle habilitetsproblemer er gennemgået med en advokat, kolleger og bestyrelsen i Esbjerg Havn. Og ingen så et problem i dobbeltrollen, fremhæver Gade.

Carsten Aa er øverste direktør for Odense Havn og bestyrelsesformand for brancheorganisationen Danske Havne.

Han peger på, at bestyrelsesmedlemmer er lovmæssigt forpligtet til at "varetage havnens interesser", som der står i havneloven.

- Det er klart, at når man sidder som formand for noget, der trods alt er en erhvervsvirksomhed, og samtidig bestrider en formandspost i Folketinget, er der da en latent risiko for, at man skal varetage flere interesser, har han sagt Jyllands-Posten.

Søren Gade opgav andre poster som kommitteret for Hjemmeværnet, da han blev formand i november sidste år. Det mener han er tegn på, at det ikke er pengene, der er afgørende.

- Jeg har selvfølgelig opgivet poster som kommitteret for Hjemmeværnet og andre. Så hvis det var pengene, så har jeg i hvert fald smidt en million kroner.

- Jeg kunne ikke finde på at søge det job, hvis jeg sad her. Nu havde jeg jobbet, inden jeg fik det her.

- Nu opgiver jeg alt muligt andet, fordi jeg føler, at det her er mit primære erhverv. Men jeg vil gerne være med til at udvikle Esbjerg Havn til at være et knudepunkt i Nordeuropa og den grønne omstilling, siger han.

Han forholder sig ikke direkte til spørgsmålet om, hvorvidt der kunne være interessekonflikter.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079