Semco Maritime vinder kontrakt på modifikation af to Cadeler-fartøjer
Cadeler har tildelt Semco Maritime en kontrakt på skibsmodifikationer som led i opgraderingen af krankapaciteten på Cadelers to O-klasse-fartøjer til installation af vindmølleparker ’Wind Orca’ og ’Wind Osprey’. Semco Maritime har tidligere installeret ny og forlænget kranbom på disse to fartøjer.
Det oplyser Semco Maritime i en pressemeddelelse.
Vi vil trække på vores interne kapaciteter på tværs af discipliner i løbet af fremstillingsprocessen og den efterfølgende installation for at levere en sikker og effektiv opgradering af de to fartøjer Peter Rygaard Nielsen, Senior Proposal Manager, Rig & Offshore Marine, Semco Maritime
Arbejdsopgaverne omfatter planlægning og koordinering med leverandører samt fremstilling og installation af kranbommens nye bom-support, forstærkning af kranens sokkel og diverse elektriske og mekaniske forbedringer i forbindelse med installationen af nye og forbedrede kraner fra Gusto MSC.
Fem måneder
Fremstillingen af omkring 300 tons stålstruktur vil blive iværksat i begyndelsen af 2023 med forventet installation på begge fartøjer i Rotterdam havn sidst i 2023 og over en periode på fem måneder.
- Vi er glade for, at Cadeler har tildelt os denne vigtige opgave, og vi ser frem til at fortsætte det gode samarbejde, som vi har haft fornøjelsen af på adskillige projekter i de senere år. Vi vil trække på vores interne kapaciteter på tværs af discipliner i løbet af fremstillingsprocessen og den efterfølgende installation for at levere en sikker og effektiv opgradering af de to fartøjer, siger Senior Proposal Manager, Rig & Offshore Marine, Semco Maritime, Peter Rygaard Nielsen.