Voldsom påsejling: CTV står halvt oppe på ydermolen i Skagen
Opdateret kl. 13:55 med billeder.
Ved syv-tiden i morges påsejlede CVT’en ’Attender’ ydermolen i Skagen Havn med så stor kraft, at fartøjet nu delvist står oppe på stensætningen.
’Attender’ er i charter fra Northern Offshore Services til Saga Shipping i Skagen. Herfra oplyser adm. direktør Peter Møller til Søfart, at der ikke er tilskadekomne.
- Vi havde en besætning på to mand om bord, og ingen af dem er heldigvis kommet til skade. Det er det vigtigste lige nu, understreger Peter Møller.
Ingen olie i vandet
Han fortæller, at Søfartsstyrelsen her i formiddag er kommet til stede i Skagen i forbindelse med uheldet, og at de to besætningsmedlemmer om bord er blevet bjærget ind til havnen af den lokale redningsbåd.
- Det er klart, at jeg ikke kan spekulere i, hvad der skete i morges. Det skal det kommende forløb med Søfartsstyrelsen kaste lys over. Så vidt jeg er informeret lige nu, så er der ingen olieforurening fra ’Attender’ i havnen. Det giver også mening, da agterskibet med de tekniske installationer fortsat står i vandet, forklarer han.
Peter Møller oplyser, at ’Attender’ i morges rutinemæssigt var på vej ud til et skib for anker ude på reden.
Saga Shipping er specialiseret i supply- og crew change-sejlads til de mange skibe, der passerer tæt forbi Skagen på Rute-T samt de skibe, der anvender området til STS-operationer eller til at ligge for anker og vente på last.