Mærsk-formand: Vincent Clerc vil bringe ny energi ind på CEO-posten
Ny energi og langsigtet perspektiv.
Det er ifølge formand for bestyrelsen i A.P. Møller-Mærsk, Robert Mærsk Uggla, blandt vigtigste årsager til, at det er god timing at skifte ud på topposten i Mærsk netop nu.
Mærsk står midt i et vadested, hvor skyhøje profitter bliver afløst af massive problemer. Og her er der brug for netop ny energi og langsigtet perspektiv, lød det fra formiddagens pressemøde, hvor firmaets mand, Vincent Clerc, blev præsenteret som ny topchef.
Flere gange under formiddagens pressemøde på Esplanaden nævnte Robert Mærsk Uggla således, at opsigelsen fra Søren Skou giver virksomheden en god mulighed for at få ’ny energi’ ind på CEO-posten på et tidspunkt, hvor Mærsk kan kigge ind i et 2023, hvor containerrederiet kommer til at stå i udfordringer til halsen.
- Virksomheden er på vej ind i en svær makroøkonomisk periode, som vil ramme os negativt. Derfor er timingen for dette skifte helt rigtig, sagde Robert Mærsk Uggla, og fortsatte så:
-Vi får en ny og kompetent CEO ind på et afgørende tidspunkt. Han bringer ny energi og et langsigtet perspektiv ind i Mærsk på det helt rigtige tidspunkt. Samtidig vil den nye CEO have adgang i en god mentor i Søren Skou, sagde Robert Mærsk Uggla med henvisning til Søren Skou, der forlader virksomheden ved årsskiftet.
Ifølge Robert Mærsk Uggla har Mærsk arbejdet med at finde en efterfølger til Søren Skou i mere end et år, og Mærsk-bestyrelsen har i denne periode vurderet både interne og eksterne kandidater.
-Vi ønskede at finde den bedste. Og Vincent er uden tvivl den bedste CEO for A.P. Møller-Mærsk. Han tænker analytisk og strategisk, og har de helt rigtige lederegenskaber til at omsætte en strategi til konkret handling i en stor og kompliceret organisation med mange komplicerede processer og arbejdsgange, sagde Robert Mærsk Uggla.
Han påpegede, at direktørskiftet kom på et tidspunkt, hvor Mærsk skal navigere en i svær makroøkonomisk periode, hvor containerraterne har bevæget sig ned gennem gulvet i løbet af de seneste måneder. De seneste to års rekordoverskud hos Mærsk vil derfor blive afløst af et helt igennem depressivt containermarked i 2023.