Mange nye projekter sat i søen i 2022
Først og fremmest blev 2022 året, hvor Mærsk opbyggede en imponerende ordrebog på hele 19 store containerskibe, der kan sejle på metanol efter projektet blev søsat i 2021.
Ellers var 2022 et år, hvor der blev sat mange nye projekter i søen på nybygningsfronten. Året blev nærmest indledt med en pengeregn over de danske indenrigsfærger til grøn omstilling, da Grøn Transportpulje I og II sendte 233 mio. kr. i retning af indenrigsfærgerederierne.
I alt 10 offentlige og én privat færgeoverfart blev udvalgt blandt 32 ansøgninger til at få del i midlerne. De 32 ansøgninger beløb sig samlet til 851,5 mio. kr., hvoraf de 282,8 mio. kr. hidrører projekter hos private og dermed kommercielt drevne rederier. Tilskuddet, der kunne ansøges om, udgør 25 pct. af den samlede investering i grøn omstilling på den enkelte overfart, så med de 11 udvalgte projekter kommer den samlede grønne investering i dansk indenrigsfærgefart til at ligge i omegnen af 1 mia. kr.
I slutningen af året begyndte de første støttede projekter at materialisere sig i konkrete nybygningsprojekter, hvor rigtig mange foreslås baseret på Færgesekretariatets standarddesign. Noget, der ligeledes afstedkom både kritik og debat, hvor der blev rejst spørgsmål om bl.a. finansieringsmodellen og om det reelt er muligt at opnå en standardisering og deraf stordriftsfordele fra så mange individuelle nybygningsprojekter.
Sejl og metanol
Det var også i starten af året, at det blev klart, at Læsøs nye færge på livline-ruten til Frederikshavn skulle udvikles af det dansk-norske konsortium DANOF. Målet er at have en ny færge klar i løbet af 2024.
Det svenske rederi Terntank, med kontor i Skagen og flåden under Dannebrog, opererer i et lille, men high-end skandinavisk kemikalie- og produkttankmarked, hvor de svenske aktører i en lind strøm bestiller nye super-avancerede i skibe 15.000 t.dv.-klassen. Det gør Terntank også. Derfor kunne rederiet igennem første halvdel af 2022 idriftsætte de to nybyggede 2. generations skibe ’Tern Island’ og ’Tern Fors’.
Inden året var omme nåede Terntank også at præsentere en kommende 3. generation af skibe, der bl.a. bliver forberedt til metanoldrift og anvendelse af sejl. Disse to nybygninger skal leveres i foråret 2025.
Det var historisk
Det var også i 2022, at DFDS afsluttede sit hidtil største nybygningsprogram med overtagelsen af ro/pax-færgen ’Luna Seaways’ i februar. Dette var historisk i det gamle danske rederi. Ikke kun på grund af nybygningsprogrammets størrelse, men også fordi DFDS har proklameret, at ’Luna Seaways’ er den sidste nybygning, der drives konventionelt, og som for egen regning, tilgår rederiets flåde. Nu handler det om grønne brændstoffer.
Der var i høj grad også fokus på klima og opbygning af vedvarende energi på dansk sokkel i både Nordsøen og Østersøen i 2022. Parallelt med det, har det store danske offshore vind-rederi Cadeler blikket stift rettet mod en enorm flådeombygning i de kommende år. Rederiet går således ud af året med et nybygningsprogram på fire gigant-installationsskibe i milliardklassen.