Tre forbindelser skal løse to udfordringer i Randers
Cowi har nu underskrevet kontrakt med Randers Kommune om totalrådgivning på en indledende fase i det omfattende infrastrukturprojekt, der under overskriften ”Klimabroen” skal beskytte fjordbyen mod oversvømmelser og åbne for etablering af et nyt bolig- og erhvervsområde på havnen, kendt som Flodbyen Randers.
Det skriver rådgiverselskabet i en pressemeddelelse.
Michael Grøne Andersson, Business Development Director i Cowi Transport Infrastructure, fortæller, at det konkrete projekt skal sikre, at kommunen kommer tættere på at kunne prissætte den såkaldte klimabroforbindelse, der er et vigtigt projekt for udviklingen af Randers by og indgår i et omfattende infrastrukturprojekt i området.
– Vi skal blandt andet levere en teknisk og miljømæssig beskrivelse af anlægsprojektet, som den efterfølgende miljøkonsekvensvurdering (VVM) og myndighedsbehandling kan bygge på, siger han i pressemeddelelsen og fortsætter:
– Dermed får Randers Kommune et solidt grundlag til den videre beslutnings- og myndighedsproces frem mod den endelige projektering og opførelse af Klimabroen med tilhørende vejanlæg.
Tre elementer er svar på to store udfordring
Klimabroen kommer til at bestå af en dæmning over det nordlige havnebassin, en bro over det sydlige Randers Fjord/Gudenå-forløb og opkobling til vejnettet nord og syd for fjorden – og er kommunens svar på to store udfordringer.
For det første er den eksisterende Randersbro flaskehals for trafikken på tværs af fjorden, hvilket påvirker vejnettet i Randers by med forsinkelser for trafikanterne til følge.
For det andet er byen truet af oversvømmelser fra skybrud og stormfloder.
Endelig vil den nye forbindelse over fjorden gøre det muligt at etablere et nyt bolig- og erhvervsområde på havnen, omtalt som Flodbyen Randers, hvor der i dag er tung industri.
Klimasikring af Randers By
Ifølge Mikkel Færgemand, der i tæt samarbejde med Keld Schumann varetager projektledelsen på opgaven, skal Cowi som en del af opgaven blandt meget andet foretage undersøgelser af geoteknik, vand-, strømnings- og sedimentforhold samt trafikanalyser.
– Trafikanalyserne bliver basis for udformningen af fremtidige vejkryds, mens de geotekniske undersøgelser sætter retning for design og fundering af de kommende vejstrækninger samt den dæmning med tilhørende sluse, der skal opføres. Vi skal derudover analysere vand-, strømnings- og sedimentforhold, og kortlægge stormflodsdata og regnhændelser, forklarer Mikkel Færgemand.
Resultaterne herfra skal sikre høj vandkvalitet og gode rekreative forhold bag dæmningen. Det opdæmmende vandområde skal endvidere fungere som et reservoir for overskydende vand i situationer med høj vandstand i fjorden og store regnmængder – og dermed klimasikre Randers by, tilføjer han.