23948sdkhjf

Sverige sender skib med sonarudstyr til Bornholm

Et stort svensk skib er blevet sendt til farvandet omkring Bornholm, hvor der har været gaslæk

Den svenske flådes fysisk største skib "Belos" er sejlet til området, hvor der i sidste uge opstod lækager på gasledningerne Nord Stream 1 og Nord Stream 2.

Det viser overvågningstjenesten vesselfinder.com ifølge Jyllands-Posten.

Avisen skriver, at "Belos" er et ubådsredningsskib. Det er et skib, som råder over udstyr, der kan bruges til at besigtige skaderne på Nord Stream-gasledningerne.

Der er blandt andet en kran og undervandsfartøjer med kameraer og sonarudstyr på skibet.

Den danske flåde er også massivt til stede. Fregatten "Absalon" og fregatten "Esbern Snare" er i farvandet omkring Bornholm.

Tyskland har også sendt dykkertræningsskibet "Baltrum" til området, skriver Jyllands-Posten.

De to gasledninger stoppede med at lække gas i weekenden.

Onsdag i sidste uge var det Energistyrelsens forventning, at man kunne påbegynde undersøgelserne af gasledningerne i løbet af denne uge.

Det er uvist, hvorvidt det fortsat er planen.

Fra dansk side er det Københavns Politi, som står for efterforskningen. I Sverige er det sikkerhedspolitiet Säpo.

Københavns Politi ønsker mandag morgen ikke at oplyse yderligere om de forestående undersøgelser af lækagerne til Jyllands-Posten.

Der blev opdaget i alt fire gaslækager på de to gasledninger i starten af sidste uge.

Nord Stream-ledningerne er i øjeblikket ikke i brug. Nord Stream 2 har aldrig været det, mens Nord Stream 1 midlertidigt blev lukket i september.

Myndighederne i både Danmark og Sverige har udtalt, at man formoder, at ledningerne er blevet udsat for sabotage. Hvem der eventuelt står bag, vides ikke.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078