Mærsk Tankers udvider chefgruppen for at få mere vækst
Tankrederiet Mærsk Tankers udvider sit lederteam fra fem til syv personer. Det sker i forbindelse med en strategituning, hvor organisaitonen bliver inddelt i tre strategiske områder: ’Chartering and Freight Solutions’, ’Commercial’ og ’Operations’.
Vi har ambitiøse vækstplaner Christian M. Ingerslev, adm. direktør for Mærsk Tankers
De tre front-områder får hver sin chef i det øverste lederteam. De øvrige chefområder er - foruden direktøren selv - HR, Finans og Investering.
Det meddeler rederiet.
Området ’Commercial’ skal ledes af den forholdsvis nyansatte Eva Birgitte Bisgaard, der beholder sin titel som CCO (Chief Commercial Officer), men får udvidet sit ansvarsområde.
Til området ’Operations’ bliver Aditya Trehan løftet op fra en anden stilling internt i rederiet.
En ny mand kommer om bord til at lede området ’Chartering and Freight Solutions’. Det er Tom Hewitson, der har haft ledende stillinger i virksomheder som Morgan Stanley, BP samt Castleton Commodities International, bl.a. som adm. direktør for global handel med og befragtning af tankskibsfragt.
- Vi har ambitiøse vækstplaner, og vi ønsker at bringe nye løsninger på markedet, der hjælper rederierne med at forbedre deres præstationer økonomisk og miljømæssigt. Derfor er jeg meget glad for at have disse tre meget dygtige ledere i ledelsen. De har en dyb forståelse for partneres og kunders behov, og de bringer forskellige, men komplementære kompetencer inden for befragtning, kommercielle partnerskaber og drift med sig, hvilket vil skabe værdi for partnere, kunder og medarbejdere, siger Christian M. Ingerslev, adm. direktør for Mærsk Tankers.
Organisationsændringen træder i kraft 1. oktober 2022.