Kickoff for Danmarks første center for autonom skibsfart
Tirsdag i denne uge ringer skibsklokkerne på Svendborg Havn.
Her holder SIMAC officielt kickoff på etableringen af Danmarks kommende test- og videnscenter for maritim autonomi til den kystnære skibsfart, MARS, der er en del af Danmarks nye erhvervsfyrtårn for robotter og fremtidens automation - NextGen Robotics.
Med det kommende center skal virksomheder og flere uddannelsesinstitutioner teste, demonstrere og udvikle autonomi til fremtidens maritime drift og operationer.
Klar til at skrue op
Uddannelsesinstitutionen SIMAC er ledende partner på opbygningen af centeret:
- Med MARS-projektet kan vi nu for alvor skrue op for innovation og øget automatisering i den kystnære skibsfart samtidig med, at vi udvikler fremtidens uddannelse og arbejdskraft på området. Målet er at skabe et knudepunkt omkring det sydfynske Øhav for test og udvikling af autonom kystnær skibsfart af international kaliber, siger Jan Askholm, uddannelsesdirektør på SIMAC.
Læs også: Simac klar til at lægge fra land med autonome færger
Fyrtårnsprojektet med navnet MARS, der står for Maritime Autonomus Reliable Systems, samler i første omgang udviklere, færgeejere, maritime uddannelsesinstitutioner og værfter. En af de første opgaver bliver at etablere infrastrukturen til test i og omkring det Sydfynske Øhav og et mission control center på land.
Grøn og autonom
For Søby Værft på Ærø bliver MARS et rygstød til at være på forkant med grøn og autonom færgedrift:
- Det betyder utrolig meget at være en aktiv del af både NextGen Robotics og MARS-projektet. Vi har et erklæret mål om at være med helt fremme, når det gælder udviklingen af den maritime transport i forhold til såvel grønnere fremdrivningsløsninger, teknologi og autonom drift af f.eks. færger. Fremtiden vil i langt højere grad være grøn og autonom, og med deltagelse i projektet sikrer vi os, at vi er med helt fremme og leverer, hvad vores kunder efterspørger nu og i en meget nær fremtid, siger CEO, Tejs Beltov.
Hos Danske Maritime hilser man MARS velkommen og ser projektet, som en værdifuld investering i branchens konkurrenceevne:
- Branchen får et åbent skræddersyet laboratorie på havet, hvor den fremover kan teste og demonstrere nye teknologier i virkelighedstro omgivelser her i landet. Det vil styrke Det Blå Danmarks innovationskraft og eksportmuligheder, siger Valdemar Ehlers, teknisk chef hos Danske Maritime.
Vil bygge bro
MARS bygger bro mellem den maritime branche og robot- og dronebranchen på Fyn og skal medvirke til at skabe et nyt erhvervseventyr.
- Svendborg og Sydfyn har en stolt maritim tradition. Med MARS-projektet kobler vi de maritime kompetencer i området med de førerpositioner indenfor robotter, droner og automatisering, som allerede er her på Fyn. På den måde sikrer vi en hyper moderne erhvervsudvikling og et samarbejde på tværs af brancher, som på sigt vil betyde vækst og arbejdspladser både lokalt og regionalt, siger borgmester Bo Hansen.
Det nye center placeres på Svendborg Havn i det nye SIMAC, der åbner i sommeren 2023.
Om MARS i Svendborg
MARS er en af fire indsatser i Danmarks erhvervsfyrtårn for robotter og fremtidens automation, NextGen Robotics. Første fase i etableringen af test- og videnscenter MARS går nu i gang
Opbygning af digital og fysisk infrastruktur til opsamling af test- og områdedata
Opbygning af mission control center
Opgradering af autonomt testfartøj og hjælpefartøjer
Udover MARS arbejder NextGen Robotics sammen om etablering af Europas stærkeste dronehub i HCA Airport, etablering af verdens første center for Large Structure Production på Odense Havn, samt etableringen af Robotternes Hus.
I alt er der bevilliget 108 millioner kroner til det fynske fyrtårn via Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse fra EU-REACT midler, heraf har MARS modtaget 7,9 millioner kroner.
MARS er et delprojekt under NextGen Robotics, der drives af et konsortium bestående af SIMAC; Svendborg, Ærø og Faaborg-Midtfyn Kommune, Færgesekretariat. Derudover er Marstal Navigationsskole og SDU partnere. Geodatastyrelsen deltager som rådgiver.