SF foreslår at pålægge Mærsk en særskat
Mærsk og andre rederier med "overnormale profitter" i forhold til hvad der var forventet, skal lægge flere penge i statskassen.
Det mener SF, der vil indføre en særskat.
- Vi kan se, at Mærsk har haft en ekstra stor profit både i år og sidste år, og vi mener, at de beskattes meget lidt i dag. Vi mener, at de godt kan beskattes lidt mere som en engangsbeskatning på grund af inflationen.
Rederier i Danmark har en særlig skatteordning - tonnageskat, der har været gældende siden 2001 for at holde rederierne på dansk grund.
Tonnageskat vil sige, at rederierne betaler en fast skat eller afgift per skib, og beløbet bliver dermed ikke påvirket af selskabets overskud.
Med tonnageskatten slipper rederierne for den klassiske selskabsskat på 22 procent, som andre virksomheder skal betale.
Skatteordningen betyder, at Mærsk eksempelvis i 2021 betalte omkring fire procent af en rekordstor indtjening på 117,5 milliarder kroner før skat.
Og i 2022 forventer rederigiganten, at driftsresultat lander på 270 milliarder kroner.
SF er åben for, hvordan særskatten skal udformes, men ser 12 milliarder kroner til statskassen som et "rimeligt sigtepunkt". Det ville være 4,44 procent af et overskud på 270 milliarder kroner.
SF foreslår blandt andet at forhøje den grønne børnecheck for pengene fra særskatten.
SF-formanden siger videre, at der er tale om en engangsforestilling, i forhold til at staten skal pålægge virksomheder en ekstraskat.
/ritzau/