23948sdkhjf

Endnu et russisk våbenskib med Danfoss-dele - skal til Østersøen

Et af de skibe i den russiske flåde, som den danske industrikoncern Danfoss har leveret komponenter til, er i fuld gang med at blive færdiggjort

Når krigsskibe fra Danmark og andre Nato-lande patruljerer i Østersøen, så vil de inden for en overskuelig fremtid kunne få et våbenskib fra den russiske flåde på radaren, der har dansk isenkram installeret om bord.

Ja, Ridan har leveret til to skibe, som endnu ikke er færdiggjort Mikkel Ballegaard Pedersen, Danfoss

Det skriver Danwatch onsdag.

Mediet har tidligere afsløret, at Danfoss har solgt varmevekslere til en række skibe i den russiske flåde gennem det russiske datterselskab Ridan. Det gælder blandt andet to højteknologiske våbenskibe, der har varmevekslere - produceret med plader fra Danfoss i Kolding - installeret i det centrale kølesystem.

For nylig kunne Danwatch dokumentere, at hovedskibet ‘Gennady Dmitriev’ er ankommet til Sevastopol på Krim-halvøen, hvor det om kort tid skal indgå i Sortehavsflåden.

Nu er der dukket nye billeder op af søsterskibet ‘Vladimir Pyalov’, som skal indgå i Ruslands baltiske flåde i Østersøen.

Billederne er lagt ud i august måned af skibsværftet Vympel på den social medieplatform VK og afslører, at arbejdet er i fuld gang på det 77 meter lange skib, der er designet til at kunne sejle op på siden af krigsskibe og ubåde og omlaste ammunition i form af blandt andet missiler og torpedoer på åbent hav.

De nye oplysninger står i skærende kontrast til tidligere forklaringer fra Danfoss, som har sået tvivl om, hvorvidt skibene overhovedet blev færdige:

- Ja, Ridan har leveret til to skibe, som endnu ikke er færdiggjort, og det er uklart om, de bliver færdige, da Vympel værftet nu er underlagt sanktioner, har Mikkel Ballegaard Pedersen, pressechef i Danfoss, tidligere skrevet til Danwatch.

Danfoss: Vi bryder ikke regler

Sagen med Danfoss’ salg af varmevekslere til våbenskibene og andre skibe i den russiske flåde behandles lige nu af Erhvervsstyrelsen med henblik på at få klarlagt, hvorvidt Danfoss har brudt lovgivningen og de gældende sanktioner på området.

Danfoss har ved flere lejligheder afvist at have brudt reglerne.

Det er uvist præcis, hvornår Nato-skibe kan støde på 'Vladimir Pyalov' i Østersøen. Danwatch har spurgt skibsværftet Vympel, men har endnu ikke modtaget svar.

Det russiske forsvars baltiske flåde i Østersøen, hvor 'Vladimir Pyalov' skal indgå, har hovedkvarter i den russiske enklave Kaliningrad, som ligger omringet af Polen og Litauen.

Det danske forsvar har i flere år været en del af en fremskudt NATO-indsats i samme område for at sende et signal til Rusland om NATO-landenes alliancesolidaritet. Udover soldater har Danmark også bidraget med kampfly og fregatter. Den 21. april i år besluttede Folketinget desuden at udsende omkring 800 soldater til Baltikum.

For nylig meldte forsvarsminister Morten Bødskov (S) også ud, at der er planer om at investere 40 mia. kr. i den danske flåde over de kommende år.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078