Skoleskibsdirektør fylder rundt og fejer jubilæum
På onsdag den 31. august runder Georg Stages direktør Asser Amdisen et skarpt hjørne, når han fylder 50.
På dagen afholder Stiftelsen Georg Stages Minde reception på Nyholm i København (Parolesalen, Eskadrevej 5) kl. 15-18.
Receptionen er både i anledning af fødselsdagen og i anledning af, at Asser Amdisen til december kan fejre ti-års jubilæum som direktør.
Det meddeler Stiftelsen Georg Stages Minde.
Asser Amdisen blev direktør for Stiftelsen Georg Stages Minde i 2012.
Siden da er skibet blev sat i stand for et større beløb, og skolen sejler nu to togter årligt mod tidligere kun et togt årligt.
Samtidigt er organisationen vokset, hvilket der også er brug for, da der stadig er mange unge, som vil på togt og masser af arbejde til dem, når de som færdiguddannede søfolk bevæger sig ud i verden.
Georg Stage er et af kun to steder i verden, hvor man kan få en kompetencegivende uddannelse på et sejlskib. 99,9 pct. af eleverne er efter halvandet år efter uddannelsen i enten arbejde eller anden uddannelse - og det selvom kun halvdelen af eleverne har en ungdomsuddannelse med, når de kommer.
Asser Amdisen har sideløbende med sit arbejde for stiftelsen været en aktiv historieformidler i bogform, på tv og især i radioen, hvor han som hushistoriker på P3 står bag Danmarkshistorien på 1 minut og andre historiske fortællinger.