Nrgi opfører energianlæg efter PPA med jysk havn
Aarhus Havn og NRGi har indgået en 10-årig leverandøraftale - en power purchase agreement (PPA) - der sikrer opførelsen af et helt nyt energianlæg, hvis produktion af strøm vil kunne dække hele havnens forventede strømforbrug.
- Virksomheder kan gøre en afgørende forskel ved aktivt at vælge at købe ny grøn og tilskudsfri strøm og dermed reducere CO2-emissionerne betydeligt og samtidig påvirke produktionen af ny grøn strøm, og det er netop, hvad Aarhus Havn forpligter sig til med denne aftale, siger Jakob Bundgaard, direktør hos NRGi Renewables.
Den nye aftale flugter med Nrgis strategi om at understøtte og accelerere den grønne omstilling i Danmark via stærke partnerskaber.
- Aftalen med Aarhus Havn er et eksempel på, hvordan vi i fællesskab kan være med til at bidrage til at fremme den grønne omstilling lokalt i området, fortæller Jakob Bundgaard.
Energianlæg i pipeline
PPA-aftalen er gældende fra 2025 til 2034 og sikrer altså opførelsen af et nyt energianlæg, men der er endnu ikke taget endelige beslutninger angående anlægget.
- Vi har endnu ikke lagt os fast på den endelige geografiske placering af anlægget, men det vil være et af de anlæg, som vi pt. arbejder med i vores pipeline og som vil stå færdigt ved ikrafttrædelse af aftalen i 2025, skriver Nrgi i en mail.
Anlægget udvikles og bygges af Nrgi og kan være et sol-, vind- eller hybridanlæg.
CO2-neutrale i 2030
Aarhus Havn er Danmarks største erhvervshavn og et centralt erhvervsområde i Aarhus og Østjylland.
- Det er et vigtigt skridt mod vores mål om at være CO2-neutrale i 2030. Det er et ambitiøst mål, som kræver konkret handling, og det er den nye aftale et udtryk for. Derfor er vi meget glade for aftalen og samarbejdet med NRGi, siger Anne Zachariassen, der er COO hos Aarhus Havn.