Marina Tholstrup på en dramatisk rejse til Grønland
Ugens erindringsglimt er forfattet af forh. sømand, Knud Jensen, og oprindeligt publiceret via facebookgruppen 'Gamle sømænd, rederiansatte og deres skibe', administreret af Michael B. Clausen
Vi lå i Antwerpen med 'Marina Tholstrup' og ventede på ordre. Den lille gastanker var et godt og sødygtigt skib, og snart ville vi komme på den ultimative test. Det var i februar og hundekoldt. Endelig indløb ordren; vi skulle til Godthåb med 300 tons gas. De var ved at løbe tør deroppe. Det var ikke alle som syntes, det var så morsomt at sejle til Grønland i en 300-tonner, og da slet ikke i februar måned med storme, der rasede mange dage ad gangen.
Fårene blev skilt fra bukkene
En motormand, en matros og en dæksdreng afmønstrede på stedet, de skulle ikke nyde noget. Vi måtte derfor have 3 nye mand hjemmefra, før vi sejlede. Efter at have tanket gas og bunkret olie, stak vi endelig til søs. Jeg kan godt lide at ligge i havn men helst ikke mere end 3-4 dage ad gangen. Så vil man gerne mærke vinden rive i håret og smage den salte luft igen. Og vind fik vi nok af på turen, allerede ved Island begyndte det virkeligt at rase. Det nordlige Atlanterhav på den tid af året er lidt vildt, især med en pæreskude som denne lille gastanker, men Godthåbs gashavn kunne ikke tage større skibe, derfor skulle vi derop med den livsvigtige gas.
Stormen viser fuld styrke
Jeg vågnede om morgenen og kunne med det samme mærke, at nu stormede det, så det kunne høres og føles. Det gik op og ned og man gik rent faktisk på skotterne en gang imellem - det er altid morsomt at opleve. Jeg kom op i messen og ville bede kokken om en kop kaffe, men han var helt oppe at køre: "Man kan fan’me da ikke lave mad under de her vilkår. Jeg går snart ned og lægger mig på køjen igen". Jeg så hen på det store køleskab af rustfrit stål og de 3 x 30 æg som stod på toppen; mon ikke de skulle sættes af vejen? I det samme rystede skibet ved mødet med en meget stor bølge og drønede ned ad den. Det gik så hurtigt at bakkerne med æg røg op i vejret, og da de røg nedad igen var køleskabet der ikke mere. De klaskede på dørken med et smask og SÅ var kokken færdig! Han fandt nogle spegepølser og noget rugbrød, som han smed ned i den store vask. "Værsgo, der er mad og nu går jeg på køjen. I kan rende mig med det her lort". Han for ud af kabyssen og lod de 90 knuste æg ligge og flyde - sikke et svineri. Jeg savede et par kæmpe humpler rugbrød af og tog en tyk ”spegedreng” imellem, og så skulle jeg op på broen og styre.
Hårdt bagbord men lidt for sent
Da jeg kom derop, stod styrmanden og snakkede med kaptajnen. Jeg afløste matrosen ved roret. Udenfor rasede stormen og jeg syntes, at nu var bølgerne fan’me store. Skipper så på mig og kunne regne ud hvad jeg tænkte: "Basse, hvis der sker noget kan vi tømme tankene for gas på meget kort tid, og så skal vi nok holde os flydende, bare slap af". Jeg blev lidt mere rolig, men det skulle snart blive meget værre. I radioen fortalte de, at det nu var fuld storm, altså vindstyrke 12, og det lille skib stampede sig vej gennem de enorme bølger. Når det stormer så meget lægger man skibet op mod vinden, alt andet er selvmord, og det fik jeg besked på af skipperen; nu syntes han heller ikke det var sjovt mere. Jeg gav den bagbord rat og stille og støt begyndte vi at dreje op mod vinden. I det fjerne så jeg en enorm bølge og tænkte, at der var masser af tid, men den kom bare så hurtigt og væltede bare ind over os, lige fra siden. Vi krængede voldsomt, det hele rystede, og pludselig gik et af de tykke vinduer på broen. Vandet fossede ind over radio, søkort og det hele. Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at klynge mig fast til rattet, men hang til sidst nærmest ret ud i luften. Endelig begyndte vi at rette os op, Marina rystede vandet af sig og kom på ret køl. Styrmanden havde fået en ordentlig medfart og sad og holdt sig om munden, blodet løb ud mellem fingrene på ham. Skipper ville se, hvad der var sket, og bad ham flytte hænderne et øjeblik fra munden. Uha, hans kæbe var helt smadret, han havde hakket den lige ind i stålkanten af kortbordet, og nu begyndte han at kunne mærke smerten. Han pev noget, da han blev hjulpet ned på skibets lille hospital. Først måneder efter fik vi at vide, at det var lykkedes lægerne at sætte kæben nogenlunde sammen igen.
Søsyge kan være selvmordsårsag
Min rortørn var endelig forbi. To timer kan føles ret lange i det vejr, for man skal være på tæerne hele tiden. Der findes skam selvstyrer på sådan en damper, men i hårdt vejr duer den ikke, og så står der en gut til rors hele tiden. Nede i messen sad jeg og slappede af over en kaffe med et ordentligt skud Ålborg, det varmer godt, og ind kom den nye og meget unge motormand. Han brækkede sig helt uhæmmet, og jeg brokkede mig over det, for det lugter jo ikke så godt.
Han så på mig med en syg mine og rystede bare på hovedet, og så brækkede han sig igen. Nu det var ikke bræk men blod, han kastede op, og så er den ved at være helt gal. Jeg ringede op til broen og ville vide hvad vi skulle gøre. Motormanden var helt desperat og talte om at hoppe overbord, bare for at slippe for mere søsyge, men nu var der kommet en matros mere til, og han holdt ham fast. Skipper sagde at vi simpelthen skulle binde ham til hans køje, der var ikke ret meget andet at gøre. Jeg har aldrig siden set nogen være så ødelagt af søsyge.
Uden radiokontakt med omverdenen
Den ødelagte radio forhindrede os i at melde til Lyngby Radio. Hjemme i Danmark var beskeden derfor, at man ingen forbindelse havde med "Marina Tholstrup". Min mor var ude af sit gode skind, fik jeg senere at vide. Skipper bandede over den manglende radio, og elektrikeren knoklede for at få liv i den; det skulle tage to dage før den virkede igen. Endelig nåede vi rundt om Kap Farvel, og tingene faldt en smule til ro, da vi kom i læ af kysten, men der var ret meget is i vandet.
Da vi nærmede os Godthåb, fik vi over radioen at vide, at vi kun lige skulle losse gassen. Derefter skulle vi skynde os af sted igen, før pakisen lukkede for indsejlingen.
Da vi lagde til ved det lille gasdepot i Godthåb, fik vi travlt med at kigge på de damer, de stod ved kajen og ventede. Det var svært at købe spiritus på Grønland, og et skib gav mulighed for at møde glade søfolk og få ”en lille én”. Jeg mødte en sød 16-årig pige med langt sort hår og smukke øjne, som jeg fik lejlighed til at tilbringe meget mere tid med end forudset, skulle det vise sig.
Forlænget ophold i Godthåb og så hjemover
Skipper var noget urolig, han var bange for, at pakisen ville stemme sig op i indsejlingen, og så kunne det vare længe, før vi kunne sejle igen. Hans bange anelser kom til at holde stik. Isen lukkede, før vi kunne komme af sted, og vi lå herlige 12 dage i Godthåb havn. Det var et vidunderligt afbræk efter de hårde dage med storm og ulykker, og ”min lille kæreste” gjorde det ikke ringere.
Hjemturen foregik uden den store dramatik, det var nærmest havblik i 8 dage. Min mor gik helt agurk på mig, da jeg nåede hjem til København. Hun havde jo fulgt med i radioen og troede en overgang, at vi var forlist med mand og mus, men så galt gik det heldigvis ikke.
