European Energy indgår aftale med ejer af biogasanlægget i Tønder
European Energy har netop indgået en aftale med Anaergia om levering af 60.000 tons flydende CO2 om året i en periode på 10 år.
CO2'en skal komme fra Anaergias biogasanlæg i Tønder, hvor der til formålet etableres et anlæg til produktion af flydende CO2 fra de anaerobe rådnetanke.
European Energy har tidligere indgået en aftale med A.P. Møller Mærsk om produktion af e-metanol og det er i den proces, at CO2’en fra biogasanlægget skal anvendes. Den grønne e-metanol skal bruges som brændstof i Mærsks feederfartøjer.
- Vi er begejstrede for at gå sammen med Anaergia om levering af biogen CO2 til vores danske e-methanolanlæg. I Anaergia har vi fundet en partner, der ligesom European Energy er forpligtet til at bekæmpe klimaændringer gennem nye teknologier, der kan gøre en reel forskel. Vi ser frem til at samarbejde med Anaergia, ikke kun i Danmark, men også i hele verden, siger Knud Erik Andersen, CEO hos European Energy.
Biogasanlægget i Tønder er stadig under opførelse men ventes at stå færdigt og klar til at producere den første biogas med udgangen af september.
European Energy vil modtage den første CO2 med udgangen af 2023.