23948sdkhjf

Danske Rederier: CO2-lagring i Nordsøen rykker tættere på

Fra mandag den åbnes der for ansøgninger om tilladelser til lagring af CO2 i Nordsøen. Danske Rederier er begejstret.

Hvis regeringens mål om, at fangst og lagring af CO2 skal være helt oppe at køre i 2025 skal opfyldes, så haster det med at komme i gang. 

Derfor har Danske Rederier presset på for, at licenserne til at lagre CO2 i de tidligere olie- og gasfelter i Nordsøen skulle på plads hurtigt muligt. 

Derfor hilses dagens melding fra Energistyrelsen om, at der nu åbnes for ansøgninger, velkommen af netop Danske Rederier. 

- Jeg er glad for, at vi nu tager et vigtigt skridt imod opfyldelsen af ambitionen om at være europæisk hub for lagring af CO2 i Danmark. Det vil ikke alene være til gavn for klimaet, men vil også være med til at sikre mange jobs både i Nordsøen og hos rederierne, siger Jacob K. Clasen, viceadministrerende direktør i Danske Rederier.

Klar i startboksen

Hos Danske Rederiers medlemmer, energiselskaberne TotalEnergies og INEOS Energy Danmark, råder man over en række oliefelter, som man håber fremover at kunne fylde med CO2. Begge virksomheder er derfor klar i startboksen, når udbuddet af tilladelser til CO2-lagring i Nordsøen for første gang åbner for ansøgninger.

- Der er et meget stort potentiale for lagring af CO2 i de udtjente olie- og gasfelter i den danske del af Nordsøen, og vi forventer, at vi kan lagre op til 1,5 mio. tons CO2 allerede fra 2025 og op til 8 mio. tons årligt i 2030 alene i Siri-området. Derfor er det naturligvis rigtig godt, at der nu sættes gang i udbuddet af CO2-lagringstilladelser. Vi har fortsat meget travlt, hvis vi skal indfri de danske klimaambitioner, men med etablering af CCS i Danmark tager vi et meget stort skridt i den rigtige retning. Det er godt for Danmark og for klimaet, siger Mads Weng Gade, Landechef for INEOS Energy Danmark.

- Med annonceringen af Danmarks første udbud for CO2-lagring lukker vi op for et nyt kapitel i dansk erhvervsliv. Det er en helt ny industri, der skal etableres (...) Vores danske lagringsprojekt Bifrost stiler mod at lagre millioner af tons CO2 i Harald-feltet og dermed bidrage markant til realiseringen af Danmarks 2030 klimaplan. Samtidig kan vi positionere Danmark som en leder indenfor en af de centrale klimaløsninger, der skal i spil for at nå Paris-aftalens mål om at begrænse de globale temperaturstigninger, siger Martin Rune Pedersen, direktør for TotalEnergies i Danmark.

De første fangstanlæg kan ifølge Energistyrelsen være klar i 2025 og dermed bidrage til at nedbringe udledningerne af CO2. Fangst og lagring af CO2 spiller en vigtig rolle i forhold til at nå regeringens mål om 70 procents-mål.

Udbuddet af tilladelser til CO2-lagring i Nordsøen er det første af sin art i Danmark. Udbuddet indrettes, så der årligt kan søges om tilladelser i det udbudte område. Tilladelser gives i første omgang til efterforskning i op til 6 år. Hvis der konstateres en egnet lokalitet til CO2-lagring, kan tilladelsen forlænges i op til 30 år mhp. lagringsvirksomhed. Der er gennemført en strategisk miljøvurdering af planen for udbuddet, så det sikres, at lagring foregår miljømæssigt forsvarligt. Konkrete lagringsprojekter, boringer m.v. skal desuden miljøvurderes konkret.

Kilde: Danske Rederier

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.074