23948sdkhjf

Esbjerg Havn vil investere trecifret millionbeløb i mere infrastruktur i 2022

Nu bliver der skruet gevaldigt op for investeringerne på Esbjerg Havn. Det sker på baggrund af, at der både er gang i vindmølleindustrien, Tyra-feltet er på vej tilbage i drift, og der er øget aktivitet på andre områder. Det er perspektiverne i årsrapporten for Esbjerg Havn i 2021, der viser en omsætning og et overskud på niveau med året før.

Der er godt gang i Esbjerg Havn. Vindmølleindustrien har igen projekter ud af Esbjerg Havn. Der igangsættes tiltag for at få Tyra-feltet tilbage i normal drift. Der sælges landstrøm til skibe, herunder også til Fanølinjen. Der er øget aktivitet på både godsbaneterminalen og havnens nye bulk-terminal. Med andre ord er der en lang række gode nyheder fra Esbjerg Havn i den netop offentliggjorte årsrapport for 2021.

Heraf fremgår det også, at det samlede positive billede er medvirkende til, at havnen kommer til at investere massivt i nye projekter og i havneudvidelsen i 2022. Det glæder Esbjerg Havns nye formand, Søren Gade:

- Det har været en stor fornøjelse at overtage formandsstolen på et tidspunkt, hvor det går så godt for havnen, og hvor perspektiverne er så gode. Vi investerer i næste regnskabsår et trecifret millionbeløb i kaj og arealer, så vi er sikre på, at vi kommer til at kunne følge med efterspørgslen i de kommende år, siger Søren Gade.

Op mod 30 procent CO2-reduktion

Esbjerg Havn vil blandt andet investere massivt i mere kajareal gennem en stor havneudvidelse, der skal tilføre 750.000 kvadratmeter ekstra havn i Esbjerg, som skal understøtte den stigende aktivitet. Derudover vil havnen fortsætte sine investeringer i infrastruktur, der skal gøre havnen mere bæredygtig såsom landstrøm.

Det har været en stor fornøjelse at overtage formandsstolen på et tidspunkt, hvor det går så godt for havnen, og hvor perspektiverne er så gode Søren Gade, bestyrelsesformand i Esbjerg Havn

2021 bød også på investeringer i infrastrukturprojekter, hvor havnens kapacitet til godshåndtering blev forbedret og samtidig har landstrømsanlæggene spredt sig til det meste af havnen, så både kuttere, borerigge, jackup-rigge og serviceskibe kan suge grøn strøm direkte fra kajen, når de er i land. Elektrificeringen af havnen har ført til en reduktion i CO2-udledningen på op mod 30 pct.

- 2021 har været et år, hvor havnen har forberedt sig på den stigende aktivitet, som vi forventer i de kommende år. Vi skal ikke bare understøtte hele værdikæden i udskibning af vindmøller, vi skal også fortsat udvikle fiskeriet og godstransporten, og så skal vi gøre det hele så bæredygtigt som overhovedet muligt. Det kræver planlægning og investeringer, fortæller Søren Gade.

Havnen får en tvilling

Udover investeringer i den fysiske infrastruktur har havnen også igangsat et projekt med teknologivirksomheden Honeywell, der skal overvåge hele havnens energiforbrug, så det kan nedbringes yderligere. Samtidig vil man sammen med IT-virksomheden ATOS udvikle en ’digital tvilling’ af havnen, der kan simulere fremtidige projekter, så de kan planlægges med minimal udledning af CO2. Og så er havnen blevet ISO-certificeret ift. kvalitet og arbejdsmiljø.

- Vi har formået at investere i og udvikle havnen gevaldigt i et år, hvor omsætning og resultater holder sig fint på niveau. Det gør mig meget fortrøstningsfuld i forhold til ambitionerne for investeringsniveauet i de kommende år, slutter Søren Gade.

Årets resultat for 2021 udgør 48,5 mio. kr. mod 45,2 mio. kr. i 2020. Omsætningen var på 212 mio., hvilket er små 3 millioner kr. mere end i 2020.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094