Mærsk intensiverer jagten på grønt brændstof
A.P. Møller-Mærsk intensiverer nu yderligere sine ambitioner om at være CO2-neutral i 2040. I går underskrev rederiet en samarbejdsaftale med en række egyptiske myndigheder om at afsøge muligheder for storskalaproduktion af grønt brændstof i Egypten.
- Egypten har fremragende betingelser for vedvarende energiproduktion og en ambition om at blive globalt førende i den grønne energiværdikæde. Vi er meget begejstrede for at kunne udforske disse muligheder sammen, fortæller Henriette Hallberg Thygesen, CEO, Fleet & Strategic Brands, Maersk i forbindelse med underskrivelsen af aftalen..
Parterne vil i første omgang undersøge mulighederne for en egyptiskbaseret brint- og grønt marinebrændstofproduktion drevet af vedvarende energi. Mærsk har forpligtet sig til at aftage dette brændstof.
- Tilgængeligheden af grøn energi og brændstof i tilstrækkelige mængder og til konkurrencedygtige priser er den største enkeltstående udfordring for dekarboniseringen af global skibsfart, påpeger Henriette Hallberg Thygesen.
Hun tilføjer, at Mærsk har til hensigt at bruge sine globale forretningsrelationer til at udforske lignende muligheder i andre regioner med potentiale for udvikling af vedvarende energi for at sætte yderligere skub i produktionen af grønne brændstoffer.