Udbrændt bilskib er sunket i Atlanterhavet
Den 16. februar udbrød der brand i lasten af luksusbiler ombord på bilskibet ‘Felicity Ace’. Besætningen på 22 søfolk forlod hurtigt det brændende skib, da det stod klart, at den ikke selv kunne slukke branden.
I dag har rederiet bag skibet MOL bekræftet, at skibet er sunket 220 sømil fra Azorerne med henvisning til bjærgningsmandskab på plads ved vraget. Det skriver gCaptain.
Læs også: Bil-fragter i brand driver rundt i Atlanten fyldt med Porscher
‘Felicity Ace’ havde angiveligt omkring 4.000 køretøjer i lasten - inklusive nogle luksusmærker som Porsche, Bentley og Lamborghini samt VW og Audi. Værdien af lasten er blevet anslået til at være over 400 millioner dollars. En række af køretøjerne har også haft elmotor med lithium-ion-batterier, der er umulige at slukke en brand i med almindelige midler.
Læs også: Lithium-ion-batterier i vejen for slukning af skibsbrand
I sidste uge blev et bjærgningshold sendt ombord fra en helikopter, og der blev fastgjort slæbeliner til skibet og de slæbebåde, der skulle sørge for transporten til i første omgang Azorerne.
Læs også: Bjærgningsfartøjer sendt til brændende bilskib i Atlanten
MOL meddelte den 25. februar ‘Felicity Ace’ forblev stabil, og røg ikke længere var synlig. Men efterfølgende er skibet krænget mod styrbord og nu sunket.