Ny vindmøllepark i Køge Bugt skaber vrede
På Rådhuset i Stevns føler man sig tromlet af København.
Planerne om at placere en havvindmøllepark med op mod 220 meter høje vindmøller ud for Stevns er en både respektløs og hensynsløs beslutning, lyder kritikken, som får opbakning af den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening.
Det skriver TV 2 Lorry.
På trods af, at både kommune og naturfredningsforeningen går helhjertet ind for den grønne omstilling og har respekt for Københavns ambitioner om at blive den første CO2-neutrale hovedstad i verden, så føler man sig trådt på.
- Vi føler os ikke særligt godt behandlet af København, siger borgmester på Stevns, Henning Urban Dam (S).
Hofor, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, har planer om at placere mellem 26 og 45 havvindmøller i et område kaldet Aflandshage midt i Køge Bugt.
Møllerne er hver især op mod 220 meter høje og skal stå otte kilometer fra kysten på Stevns.
- Jeg synes, man har en helt skæv opfattelse af, hvad Køge Bugt skal bruges til. Det er lidt som om, at man bare sender de ting derned, man ikke selv bryder sig om at have i sin nærhed, siger Stevns nytiltrådte borgmester, Henning Urban Dam (S).
Ligesom en række andre politikere på Stevns mener han også, at den kystnære placering af kæmpevindmøllerne vil gå hårdt ud over oplevelsen af Stevns Klint, som tilbage i 2014 blev optaget på UNESCO´s verdensarvsliste (en liste over steder, byer, bygninger, monumenter o.l. - af enestående og universel værdi for hele menneskeheden, red.).
- De bliver meget, meget synlige. Og vil derfor forstyrre oplevelsen af verdensarven og af klinten både fra den ene og den anden side. Det er et problem, siger Henning Urban Dam.
Ifølge Danmarks Naturfredningsforening vil et utal af gæs og traner miste livet i mødet med vindmøllerne.
- Vi har intet mod vindmølleparker som sådan. Som alt andet her i verden er der intet, der er perfekt. Det er placeringen, der er uheldig. Fra Sverige kommer et af de helt store fugletræk. Et af de største fugletræk i verden. Og det kommer hvert efterår, hvor det passerer mod syd. Og så kommer det lidt mere spredt, når det passerer mod nord, siger formand for DN Stevns, Michael Løvendal Kruse.
- Og hvis vindretningen er rigtig, passerer det fugletræk midt gennem vindmølleparken. Der er mange sjældne fugle, der vil gå tabt på den konto, siger Michael Løvendal Kruse til TV 2 Lorry.
Vindmøllerne har ingen betydning for Stevns klints placering på UNESCOs verdensarvsliste, men Danmarks Naturfredningsforening fremhæver også, at vindmøllernes placering kan gå ud over kvaliteterne ved den helt særlige himmel over Stevns.
- Vi vil faktisk gerne være en del af det, der hedder Dark Sky, som er en verdensomspændende organisation, som allerede Møn er med i. Og det mørke vil delvist blive ødelagt af lanternerne på vindmøllerne, som er der af hensyn til skibsfarten og flytrafikken, siger formand for DN Stevns, Michael Løvendal Kruse.
- Vi vil gerne bevare vores stjernehimmel. Det er en væsentlig grund til, at folk bor her på Stevns.
Hofor, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, er ejet af Københavns kommune og syv omegnskommuner. Hovedparten er ejet af Københavns Kommune.
Aflandshage Vindmøllepark i Køge Bugt er som nævnt en del af kommunens bestræbelser på at blive den første CO2 neutrale hovedstad i verden.
TV 2 Lorry ville gerne have spurgt Københavns Kommune, hvad de siger til kritikken fra Stevns, men det har ikke været muligt at få et interview med teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL).
Frem til den 20. februar er miljøkonsekvensrapporten for Aflandshage Havvindmøllepark i offentlig høring.
Ifølge vind- og energihandelschef hos Hofor, Jesper Pedersen, er placeringen af vindmøller midt i Køge Bugt den eneste reelle mulighed.
- Den ligger et sted, hvor vi har de fleste forhold balanceret. Vi har kigget på Natura 2000 områder, vi har kigget på grænsen til Sverige, vi har kigget på afstanden til lufthavnen - og den placering, som Aflandshage har, det er sådan set den eneste mulige, siger Jesper Pedersen.
Hofor mener selv at have været i grundig dialog med alle kommuner langs Køge Bugt.
- Vi har været i grundig dialog med alle kommuner langs Køge Bugt. Vores miljøundersøgelser viser, at der udover de visuelle gener ved vindmøllerne ikke er de store problemer. Vi har også et tilbud om at komme ned og tale videre med den nye borgmester og administrationen. Det tilbud står selvfølgelig stadig ved magt, siger Jesper Pedersen til TV 2 Lorry.
Kilde: https://nyheder.tv2.dk/lokalt/2022-02-01...