Ørsted og partnere vinder gigawatt-stort udbud om flydende vindkraft
I Skotland er det selskabet Crown Estate Skotland (CES), der står for udlejning og salg af landets ‘frie’ arealer - både til lands og til vands, og CES har netop valgt et konsortium bestående af Ørsted, Falck Renewables og BlueFloat Energy til at indgå i en optionsaftale om et område til flydende havvind ud for Skotlands nordøstlige kyst.
Området på op til 1 GW flydende havvind, er blevet tildelt gennem CES's ScotWind-udbud. Projektet, der vil blive placeret ud for Caithness omkring 50 km øst for Wick i det nordlige Skotland, er Ørsteds første flydende vindprojekt i stor skala i hele verden og udvider samtidig Ørsteds skotske forretning, der hidtil har været fokuseret på landvind, til også at omfatte havvind.
- Jeg er glad for, at vi sammen med vores partnere Falck Renewables og Bluefloat Energy har fået mulighed for at udvikle dette projekt og deltage i fremtidige udbud inden for flydende vind i Skotland med dette gigawatt-store område, siger Martin Neubert, kommerciel direktør og viceadministrerende direktør i Ørsted i en meddelelse om udbuddet.
Han er især glad for, at CES i udbuddet har anerkendt behovet for fokus på udviklingsfasen.
- Det er det, der skal til, for at sikre finansiel bæredygtighed og gøre flydende vind konkurrencedygtig. Ved at sikre os dette havbundsareal bekræfter vi vores ambitioner inden for flydende havvind, samtidig med at vi udvider vores udviklingspipeline og vores langsigtede engagement i Storbritannien, uddyber Martin Neubert.
Læs også: Ørsted i ny alliance om flydende havvind
Ifølge meddelelsen har Skotland nogle af de bedste betingelser for havvind i hele verden, og ScotWind-udbuddet giver Skotland mulighed for at blive førende inden for flydende havvind. Projektet har også fokus på at skabe flere arbejdspladser i området og har også et projekt om at give borgere i Skotland og de skotske lokalsamfund mulighed for at få del i de økonomiske fordele ved de flydende havvindmølleparker, som konsortiet bygger i fremtiden.
Ørsted har i forvejen erfaring med at udvikle og bygge havvindprojekter, mens BlueFloat Energys fokus er at udvikle projekter inden for flydende havvind. Falck Renewables’ deltager med sin erfaring inden for global projektudvikling og samfundsengagement i Skotland.