23948sdkhjf

Skibsingeniør-virksomhed vinder prestigefyldt erhvervspris

End ikke en verdensomspændende coronakrise har kunnet slå den nordjyske rådgivende ingeniørvirksomhed Hauschildt Marine ud af kurs.

Virksomheden er nemlig for femte år i træk lykkedes med at skabe kontinuerlig vækst og levere så stærke finansielle resultater, at de nu kåres som Succesvirksomhed 2021. Hauschildt Marine har netop fået overrakt den prestigefyldte erhvervspris og kan derfor bryste sig af at være blandt dansk erhvervslivs elite.

På baggrund af 18.000 regnskaber i Region Nordjylland er vinderne af erhvervsprisen Succesvirksomhed 2021 nu fundet. Prisen uddeles hvert år til de 200 små og mellemstore virksomheder i regionen, der over en femårig periode har haft størst succes målt på en række finansielle parametre. Og da den seneste regnskabsperiode bød på en global pandemi, nedlukninger og skiftende restriktioner, er der i år ekstra meget at fejre.

Glade og stolte

En af de nykårede vindere er Skagen-virksomheden Hauschildt Marine, der er en rådgivende ingeniørvirksomhed inden for maritim produktions- og maskinteknik. Virksomheden har nemlig leveret et særligt bidrag til vækst og velstand i lokalområderne og til dansk økonomi som helhed.

- Vi er utrolig glade for at være blevet kåret til Succesvirksomhed 2021, og vi er meget stolte over at modtage en pris, der anerkender vores hårde arbejde over en lang årrække. Det er jo et stort skulderklap til alle vores dygtige medarbejdere. Samtidig er vi taknemmelige for vores kunder og samarbejdspartnere, som gennem mange år har vist os stor tillid – særligt her i coronatiden, siger en glad indehaver af Hauschildt Marine, Preben Thuren Larsen.

Hauschildt Marine, der har hovedsæde i Skagen og kontor i København, beskæftiger i dag 20 medarbejdere. Virksomheden har netop fået overrakt erhvervsprisen bestående af en statuette og et diplom af lokale repræsentanter fra Spar Nord og BDO, som et synligt bevis for deres indsats.

For tredje år i træk

Det er Spar Nord og rådgivnings- og revisionsvirksomheden BDO, der for tredje år i træk hylder de små og mellemstore succesvirksomheder i Danmark, som kontinuerligt formår at skabe vækst og stærke finansielle resultater – også på trods af coronakrisen.

Foruden de lokale hyldester bliver alle vinderne senere på efteråret hædret til et regionalt arrangement, hvor den absolut bedste succeshistorie i regionen udpeges. Derudover kåres tre nordjyske virksomheder, der udmærker sig inden for digital omstilling, lokalt engagement og bæredygtighed.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078