23948sdkhjf

Styresystem til broklap fixet, så fald ikke sker igen

Der lød et højt brag fra Vilsundbroen i lørdags, da broklappen var på vej ned igen, efter en båd sejlede igennem. Broen var halvvejs nede, da den til alles overraskelse gik i frit fald og landede hårdt og ukontrolleret ned på broen igen. 

Det uheld kommer dog ikke til at ske igen, skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Der er nemlig blevet installeret en særlig bremse på broen, så den altid kører langsomt ned, uanset om der opstår fejl i systemet. 

- Hvis den sædvanlige styring svigter, vil funktionen ’Forceret stop’ nu automatisk udløses og standse bevægelsen af klappen på en kontrolleret måde, så brovagten ikke behøver at gribe ind, hedder det i meddelelsen.

Knappen 'Forceret stop' har indtil videre eksisteret manuelt i brovagtens tårn, men nu vil den aktiveres automatisk.

Vejdirektoratets rådgiver og entreprenøren, der har installeret styresystemet, tog efter ulykken ud og undersøgte forløbet for at finde de eventuelle fejl, der var i systemet og forårsagede broens fald.

Det har givet følgende konklusion fra ingeniør Lis Lassen, der udtalte sig til DR tirsdag.

- Kun en enkelt båd skulle igennem, så han (brovagten, red.) var allerede, inden klappen var oppe, begyndt at lukke igen. Den funktion var styresystemet ikke forberedt på, sagde hun.

Derfor gik broen i frit fald. Det vil dog ikke kunne ske fremadrettet med den nye automatiske bremse. Vejdirektoratet arbejder på at automatisere Vilsundbroen fuldt ud.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.123