Her er søfartsfilmene fra årene med stykgods og stamværtshus
Den danske filmskat er fuld af folkelige film og skibe og sømænd. Filmen ’Een pige og 39 sømænd’ er vel nok den mest realistiske af dem alle.
I denne film er der godt styr på sagerne ombord på "Warrigal", som kaptajn Barker (Axel Strøbye) driver på en måde, som godt kunne være en ØK-båd. Det er også ØK-skibe, der lægger dæk til optagelserne. På rederikontoret, med den kvindelige skibsreder Wilhelmine Jacobsen, synes stilen dog mere afslappet end den har været hos Kompagniet i Holbergsgade 2 på den tid. Det ser man bl.a. på den måde ansættelsessamtalen af filmens hovedperson, den nyuddannede telegrafist Else Jensen (Birgit Sadolin), foregår på.
Navnet er ingen tilfældighed, for den er baseret på en virkelig historie i en bog skrevet af Else Jensen i 1963. Hun fik som 20-årig hyre som gnist i Ø.K. Hun har næppe, på samme måde som filmens Else Jensen, deltaget i det forrygende værtshusslagsmål på en havneknejpe på et af sømændenes yndlingssteder, Cebu på Filippinerne, men hun har sikkert oplevet det kønsrollemønster, der var dengang, som måske eneste kvinde ombord.
Den virkelige Else Jensen
Filmens Else Jensen får en svær start, men med sit friske væsen bliver hun langsomt accepteret, også af kaptajn Barker, og efterhånden meget populær - ikke mindst hos elektrikeren Peter Eberhart, spillet af Morten Grunwald, som - ligesom i Martha - har en hovedrolle. Han ender med at fri til hende, og de bliver gift med efterfølgende fest i faderens (Karl Stegger) kolonihavehus, som er bygget som en veritabel kommandobro.
Den rigtige Else Jensen blev gift med en australier, og kom til at hedde Else Boyes. Derfor forlader hun Ø.K. og kommer til at sejle sammen med ham i rederiet Transatlantic, Göteborg, som bl.a. drev en linje mellem Nordamerika og Australien. En sjov detalje for undertegnede, som selv sejlede hos Transatlantic fra 1975 til 1978. Else kan man læse om på den berømte Ø.K. nostalgi-hjemmeside, snesejler.dk, side 59 nederst. Det fremgår, at de sammen sejlede på "Wangaratta" - et af Transatlantics fine linjeskibe, bygget 1945, og hvor alle, der var bygget til Australiens-farten, havde navne på aboriginal-sprog. Wangaratta betyder skarvens rugeplads. Der findes et gammelt svensk matador-lignende skibsfartsspil, som hedder Wangaratta.
Lidt skibsforvirring
Jeg sagde indledningsvis Ø.K.-skibe i flertal, for der er jo lidt "urent trav" i filmen, som ikke-indviede næppe opdager: I påmønstringshavnen, Bangkok, ser man Else stå og kigge ud på reden og blive sejlet ud til en Ø.K.-båd. Det er en S-båd, Songkhla. Det meste af filmen foregår dog på en B-båd, Beira. Da hun og Peter, efter brylluppet, på hastetelegram fra kaptajn Barker, stadig iført brudekjole, bliver hejst ombord på en Ø.K.-båd, der allerede har lagt fra ved Orientkajen, er det en M-båd, formentlig, "Malacca". Nå ja, der er også tilfælde, hvor Ben Hur er filmet med armbåndsur.
Filmen er helt overvejende til den muntre side, men man ser også bagsiden af mønten i form af hovmesteren, spillet af Arthur Jensen alias Meyer i Huset på Christianshavn. Han har et kompleks med at spare og er i konstant strid med besætningen, anført af den meget fagforeningsbevidste bådsmand, spillet af Ove Sprogø, om forplejningen ombord. Hovmesteren henviser til et gammelt cirkulære, som beskriver et meget begrænset udvalg, men som nok allerede var opdateret til det større antal forskelligt pålæg, man selv i midten af 60’erne fik på danske skibe. Den lille hovmester ender med at fingere selvmord, men bliver lagt i sygelukafet og sendt hjem på rekreation.
De gamle kendinge
Der er flere af skuespillerne, der går igen i Martha, og ikke mindst Poul Bundgaard bidrager med "opera-sang", her som en meget selvbevidst kok, mens han i Martha også synger men spiller den meget skræmte 2. mester, der får traumer af at skulle kravle ind og smøre skrueakslen. Ove Sprogø er som den eneste med som sømand i alle tre film, hovmester Watson i Marta, bådsmand og tillidsmand Andersen i ovennævnte og matros Olsen i Styrmand Karlsen, selv om han der har en større tilknytning til kabyssen, end en matros normalt har.
Den virkelige Else vil nu være 86 år, hvis hun stadig er i live. Willy Brorson, som er ophavsmanden til snesejler.dk, var senest i kontakt med hende får 10 år siden. Siden er senere overleveret til Ø.K. (nu EAC Invest)
Styrmand Karlsen
Denne film er baseret på et lystspil helt tilbage fra 1929, Styrmand Karlsens flammer, så 1958-versionen er opdateret på flere måder. Det er et norsk skib, der lægger køl til, Høegh Belle, tilhørende Leif Høegh & Co., bygget 1948 i Göteborg. Skibet var ude for en alvorlig kollision i 1953 ved Gravesend, og måtte sættes på grund for ikke at synke. Efter at have været igennem andre ejerskaber blev det ophugget på Gadani Beach i 1980.
Filmholdet havde først prøvet at få et dansk rederi involveret i projektet og sejladsen ned til Guldkysten (Ghana), hvor man ville filme den del, der foregår på "Crystal Island". Intet dansk rederi stillede sig dog til rådighed, så valget faldt på Höegh. Aftalen var først, at der skulle betales for kost og logi, men rederen blev så begejstret for resultatet - samt det filmmateriale, der blev lavet til rederiet selv - at det hele ikke skulle koste noget.
Drama om - og i - flammer
Filmen har et væsentligt element af kærligheds- og jalousi-drama mellem Robert Lemborg (Ebbe Langberg), skibsrederens uregerlige søn, og styrmand Knud Karlsen (Frits Helmuth) omkring den smukke Anne Marie Bøgelund (Ghita Nørby) - søster til skibskokken, spillet af Dirch Passer. Den foregår også lidt mere i land end de andre, i Helsingør på værtshuset Havfruen. Et gedigent værtshusslagsmål i fremmed havn bliver man dog heller ikke her snydt for.
Da skibsredersønnen også er med på rejsen til det sydlige Atlanterhav, blusser jalousien ud i lys lue, og det samme gør en brand i kabyssen juleaften, hvor styrmand Karlsen mister bevidstheden tæt på flammerne (det er dog nogle andre flammer, der menes i lystspillets oprindelige titel) men ender med at bliver reddet af Robert.
Tropeøen - sort på hvidt
Der er en del mere fantasme end i de to andre film, idet skibsreder Lemborg ønsker at sende skibet ned til Afrikas kyst, hvorfra den gamle kaptajn Hammer (Johannes Meyer) for 10 år siden hjembragte en sten, som viste sig at indeholde det værdifulde stof uranit. Derfor hyrer rederen kaptajn Hammer til at gøre en ny rejse derned, og de genfinder så øen Crystal Island, hvor der virkeligt er tale om traditionelle indfødte, om end venligtsindede, dog regeret af en dansk kahytsjomfru, som strandede der, og hendes mand. Mange indfødte i Ghana blev hyret som statister og hjælpere men Karl Stegger spiller øens justitsminister og optræder i bastskørter og et godt lag sort skosværte. Der er virkeligt "guf" for brigaden af politisk korrekte, der ønsker at censurere ældre film og litteratur. Men hold fingrene væk!
Der er også den smukke prinsesse Bibiani, som styrmand Karlsen forelsker sig i og ender med at få, da hun, efter at Høgh Belle er kommet hjem til Helsingør, indfinder sig sammen med en delegation fra øen og siger, at øens statsråd har bestemt, at Karlsen skal være hendes prinsgemal.
En hamrende god kaptajn
Der er dog også et realistisk indblik i forholdene ombord, og det er ikke mindst takket være kaptajn Hammer, som udfylder rollen perfekt som netop den venligt patriarkalske sjælehyrde for besætningen, som fandtes i det virkelige liv men ikke som nogen selvfølge. Han er dog også en skælm, som man ser, da han på Havfruen synger sømandssangen "Fra Skagen til Biscayen" akkompagneret af andre fra besætningen. En ganske uskadelig tekst på rette tid og sted, men hvis nogen er meget disponeret for at blive krænket af lystige ord om kvinden, skal de nok ikke lytte med. Visen kan også høres og ses på YouTube: "Styrmand Karlsen (1958) - Fra Skagen til Biscayen".
De andre film
Det er på sin plads at nævne, at der også findes andre film om og med danske skibe og søfolk, bl.a.:
I den lette genre er der ’Kristiane af Marstal’, som omhandler den lille paket-båd Kristiane, og de to partnere, der driver hende: Poul Nielsen spillet af Kjeld Jacobsen og Hans Tønnesen spillet af Louis Miehe-Renard. De er begget forelskede i i Margit (spillet af Birgit Sadolin, der jo også spiller telegrafisten Else). Filmen foregår en del i land, og disse optagelser er lavet i hhv. i Gilleleje og Bandholm - ikke i Marstal.
Dernæst må man ikke glemme ’Støt står den danske sømand’, med Poul Reichardt i hovedrollen, som blev optaget efter 2. Verdenskrig som en hyldest til krigssejlerne og med støtte fra Marineministeriet og Handels- og Søfartsministeriet. Filmen var krigssejlernes pendant til modstandsbevægelsens ’De røde enge’. Mange mener, at krigssejlerne blev hurtigt glemt, men der var altså en markering af deres indsats for nationen - og verden - på et tidligt tidspunkt.
Fra krigen er der også ’Sorte Shara - Alarm i Østersøen, men den foregår på en minestryger, ’MS1’, som besætningen lykkes med at fravriste tyskerne og sejle sikkert til svensk havn. Ove Sprogøe er igen på rollelisten.
