Spektakulær STS-operation ved Frederikshavn
En ellers almindelig arbejdsdag i forrige uge var ikke bare endnu en dag på kontoret for de to Danpilot-lodser Morten Weesgaard og Torben Hansen. Dagens opgave lød nemlig på en ship-to-ship operation mellem de to godt 330 meter lange og 60 meter brede VLCC’ere ’Front Endurance’ og ’Maran Artemis’ ved Hirsholmene i farvandet ud for Frederikshavn. En type af opgave, Danpilot ikke har udført siden 2009, oplyser lodsselskabet.
Den opankrede VLCC stak 15 meter, mens det andet tankskib havde en dybgang på 11 meter, da det ankom til positionen for operationen. Ud over de to lodser medvirkede også fire bugserbåde. Efter tre timer var de to store tankskibe sikkert opankret op imod hinanden, hvorefter de to lodser kunne returnere til land. Herefter kunne overførslen af de i alt 140.000 tons råolie begynde, en proces, som var planlagt til at skulle tage 36 timer.