Tysk domstol afviser klage over Femern-byggeri
Forvaltningsdomstolen i Leipzig har tirsdag afvist alle klager over den tyske godkendelse til Femern-forbindelsen. Dermed kan byggeriet begynde på tysk side, skriver det tyske nyhedsbureau ZDF.
Retssagen begyndte den 22. september og omhandlede i alt syv klager.
Klagerne var to miljøorganisationer, Femern Kommune, en landmand samt tre rederier, nemlig de svenske rederier Nordö-Line og Stena Line samt dansk-tyske Scandlines, der sejler mellem Rødby og Puttgarden.
Arbejdet er i gang
Retssagen har handlet om den tyske godkendelse af Femern-forbindelsen, som blev givet i 2019. I Danmark blev der givet grønt lys ved en anlægslov allerede i 2015, og arbejdet er allerede i gang i Rødby på Lolland, hvor en stor arbejdshavn er ved at tage form.
Efter nytår udvides arbejdet blandt andet med anlæggelsen af den fabrik, der skal fremstille de betonelementer, som tunnelen bygges med.
Den 18 kilometer lange kombinerede jernbane- og vejtunnel er Danmarks største anlægsprojekt. Når tunnelen efter planen står klar i 2029, kommer den til at forbinde Rødbyhavn på Lolland og Puttgarden på den tyske ø Fehmarn.
Dermed vil forbindelsen forkorte rejsetiden i bil til 10 minutter fra de nuværende 45 minutter med færgen.
Men i Tyskland har der været utilfredshed med godkendelsen fra flere sider, og sagen er blevet behandlet ved domstolen i Leipzig i slutningen af september og starten af oktober.
Udfaldet af retssagen er afgørende for, at byggeriet af Femern-forbindelsen kan starte i Tyskland.
Sandbanker i fare
Scandlines' klage gik især på, at de planlagte adgangsveje ved havnen i Puttgarden ikke er ideelle og vil gøre det svært for lastbiler at køre ned til færgelejet, når Femern-tunnelen står færdig.
Miljøorganisationen Nabu har blandt andet påpeget, at rev og sandbanker er i fare, hvis man anlægger tunnelen, som det er planlagt. Det vil kunne gå ud over fisk, sæler og marsvin.
Retssagen har dog ikke kunnet stoppe Femern-forbindelsen. Men hvis dommen var faldet anderledes ud, kunne det være endt med, at Femern A/S, som er bygherre på projektet, måtte lave nogle justeringer. Det kunne have medført forsinkelser og ekstra omkostninger.
/ritzau/urt