23948sdkhjf

Fremtidens danske oliejagt usikker efter Totals tilbagetrækning

Der er nu skabt usikkerhed om olieudvindingen i Nordsøen efter 2050, mener regeringen

Det franske olieselskab Total trækker sin ansøgning om at få lov til at udvinde olie i Nordsøen frem til midten af 2050'erne.

Det skaber usikkerhed om den fremtidige olieudvinding i Nordsøen. Det skriver Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i en pressemeddelelse.

Total er i øjeblikket den største olieoperatør i Nordsøen. Den nuværende licens til at udvinde olie løber til 2046.

Der er to andre ansøgninger på bordet fra selskaber, som har søgt licens om at udvinde frem til 2055 i ansøgningsrunden, der er kendt som den 8. udbudsrunde. Men efter at Total har trukket sin ansøgning, er der ifølge regeringen "betydelig usikkerhed" om 8. udbudsrunde. Derfor har regeringen indkaldt til forhandlinger om den fremtidige udvinding.

Vink med vognstang

Fra regeringens støttepartier har der været stor modstand mod at tillade olieudvinding efter 2050. Det hænger blandt andet sammen med målsætningen om, at Danmark skal være klimaneutralt i 2050.

SF's klimaordfører, Signe Munk, siger, at Totals beslutning er "et kæmpe vink med en vognstang" om, at investeringen i ny oliejagt er for usikker.

- Regeringen må indse, at olieeventyret i Nordsøen er slut. Det næste erhvervseventyr skal være grønt, og det kræver, at vi investerer i nye grønne løsninger i stedet for at hive mere sort olie op af Nordsøen, udtaler hun.

Hos De Radikale lyder det fra klimaordfører Ruben Kidde, at Totals melding bør være afgørende for regeringen.

- Priserne på olie er faldet så meget, at det er helt urimeligt, at vi i Danmark med en langt mindre indtægt på olie, end vi historisk har haft, kompromitterer vores rolle som grønt foregangsland, siger han.

Klimaråd vil aflyse

Danske Mærsk var gennem årtier den toneangivende aktør i den danske del af Nordsøen, men i 2018 valgte den danske koncern at sælge sine olieaktiviteter til Total.

Klimarådet, der rådgiver regeringen i klimaspørgsmål, har tidligere i år anbefalet regeringen at aflyse 8. udbudsrunde, men regeringen har været tøvende. Det væsentlige argument mod en ny udbudsrunde har været signalværdien – altså at det ville kunne bremse grønne investeringer, hvis man fortsatte med at tillade jagt på fossile brændstoffer til midten af 2050'erne.

Regeringen skriver i pressemeddelelsen, at der i forhandlingerne om Nordsøen på den ene side skal lægges vægt på, at der skal være "gode og stabile rammer for den resterende udvinding af olie og gas". På den anden side skal der tages hensyn til Folketingets klimamål for Danmark.

Betydning for arbejdspladser

I Folketingets åbningsdebat torsdag fik statsminister Mette Frederiksen (S) spørgsmålet, om hun ville gribe muligheden for at aflyse al fremtidig oliejagt i Nordsøen som et bidrag til klimaindsatsen. Til det siger statsministeren:

- Nu ved jeg ikke, hvad der ligger i spørgsmålet om at aflyse al fremtidig oliejagt. Men det er rigtigt, at Total har trukket sig, og at ministeren har indkaldt til forhandlinger.

- Vi ønsker, at Danmark skal være fossilfrit i 2050. Det skal vores Nordsø-politik afspejle. Samtidig er vi nødt til at tage hensyn til, at Nordsøolien har stor betydning for arbejdspladser i Esbjerg og på vestkysten, siger Mette Frederiksen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.148