Maritime talerør: Genstartsaftale er afgørende
Efter et kort og koncentreret forhandlingsforløb er der nu landet en bred politisk aftale om en række initiativer, der skal genstarte eksporten blandt andet inden for det Det Blå Danmark.
I de to store maritime brancheorganisationer bliver aftalen omtalt i rosende vendinger, fordi den adresserer nogle af de helt store udfordringer, som både rederier og maritime leverandører står med som direkte eller indirekte konsekvenser af coronakrisen.
Det gælder blandt andet mulighederne for at rejse frit.
- Det er afgørende, at vi nu får politikernes håndslag på, at de fortsat vil hjælpe med besætningsskift gennem Danmark. Vi har stadig massive udfordringer med at få vores søfarende af og på skibene, så jeg er meget tilfreds med, at der med aftalen afsættes midler til en forlængelse af den midlertidige ordning, siger Danske Rederiers adm. direktør Anne H. Steffensen i en pressemeddelelse.
Hun bliver suppleret af Jenny Braat, der er adm. direktør hos Danske Maritime.
- Den frie bevægelighed er helt, helt afgørende for den maritime industri som eksportbranche. Det er tydeligt i aftalen, at man fra politisk side både på EU-niveau og globalt vil gøre sit bedste for at skubbe på, så vores erhvervsdrivende får bedre adgang til at passe deres arbejde rundt i verden, siger hun i en pressemeddelelse.
Ifølge Jenny Braat løser det dog ikke virksomhedernes kvaler alene, at de får nemmere ved at rejse ud, fordi de stadig vil blive mødt af karantænekrav andre steder i verden. Derfor ser hun gerne, at virksomheder kan få kompensation for de ekstra omkostninger, de kan have i forbindelse med, at deres medarbejdere skal sidde i karantæne.
- Det er ikke indeholdt i denne aftale, men problemet er både alvorligt og akut, og vi håber derfor, at det får en plads i de videre politiske drøftelser, siger hun.
Ros til grønne ambitioner
Også elementerne af grøn omstilling i genstartsaftalen møder anerkendelse i Det Blå Danmark. Det gælder ikke mindst den pulje på 30 mio. kroner, som er blevet afsat til at støtte forsøgsprojekter, der skal skubbe skibsfarten i en grønnere retning.
- Man må aldrig lade en krise gå til spilde, og med søsætningen af en grøn vækstpulje kan vi i rederierne sætte turbo på den grønne omstilling, som vi er godt i gang med. Vi har ambitionen om at sætte de første CO2-neutrale oceangående skibe på søen inden for de næste ti år, og det mål når vi ikke uden investeringer i test af ny teknologi og nye brændstoffer, siger Anne H. Steffensen.
I Danske Maritime understreger Jenny Braat, at "rigtig mange" skibe i danske farvande kan blive langt mere klima- og miljøvenlige.
- Jeg håber, at puljen vil være med til at øge implementeringen af grønne teknologier. Det vil skabe gode referencerammer og dermed bane vejen også for eksport. Samtidig håber jeg, at denne pulje vil blive springbræt til en fast pulje med samme formål i forbindelse med klimapartnerskabet, siger hun.
Endelig er der stor ros fra Danske Maritime til, at der bliver tilført midler til risikovillig kapital.
- Jeg er utrolig glad for at kunne se den røde tråd fra de ønsker og behov, den maritime industri har givet udtryk for, til den endelige politiske aftale. Vi har fra industriens side efterspurgt konkurrencedygtige finansieringsmuligheder i årevis, så kunder kan låne lige så attraktivt i Danmark som i udlandet. Det er et budskab, som Danske Maritime igen og igen har haft med på Christiansborg, og i forbindelse med coronakrisen er behovet kun blevet endnu mere udtalt, siger hun og fortsætter:
- Nu er det endelig realiseret, og selv om vi selvfølgelig lige skal se det rullet ud i praksis, så bør det komme den maritime industri til gode og danne grobund for vigtige investeringer og omsætning. Vi vil lægge op til en tæt dialog med myndighederne om dette punkt, så midlerne skaber mest mulig vækst på den maritime industris eksportmarkeder.
Læs mere om indholdet af genstartsaftalen her:
Ny aftale om eksport-genstart har maritime ambitioner