23948sdkhjf

Banebrydende oliefiltre og overvågning fra C.C. Jensen beskytter miljø og oliesystemer

C.C.Jensen er en af de klassiske aktører i marinebranchen, og på det seneste har virksomheden præsenteret nye produkter, der kommer branchen til gode på flere fronter.

CJC Oliefiltre har i årtier været blandt branchens førende. Kundekredsen spænder lige fra de store rederier til fiskeindustrien, olieselskaber og motorproducenter.

Virksomheden beskæftiger over 300 specialister på globalt plan, herunder ca. 200 i Danmark, og de senere år har C.C.Jensen præsteret en række nyudviklinger i sit sortiment, der sparer både mekanikken og miljøet for store skader. Det fortæller Kim Kjær, Global Segment Manager i Marine & Offshore.

Hvis jeg er reder i branchen, hvad kan I så gøre for mig?

”Jamen, du har en centrifuge, der renser din smøreolie, og den centrifuge koster X kroner at drive om året. Her kan vi nu tilbyde dig en alternativ løsning, der drives for Y kroner om året - altså væsentlig mindre. Og samtidig lever du op til alle krav og sparer miljøet for en stor belastning. Bemærk desuden, at vores løsninger er godkendt af MAN Energy Solutions – både til to og firetaktsmotorer,” svarer Kim Kjær.

Overvågning af forurening og slid

Technical Director Jens Fich fortæller, at man kan sammenligne kontrol af smøreolie med et menneske, der får taget en blodprøve.

”Den kan sige noget om din krop og din livsførelse, og olien kan fortælle om motoren, thrusteren eller om stævnrøret bliver nedbrudt for hurtigt, hvilket kan blive dyrt,” siger han og uddyber:

”Det, vi kan, er først og fremmest at holde smøreolien ren, og vi har en række forskellige produkter i porteføljen. Fælles for dem er, at de fjerner forurening, men forskellige typer af forurening,” forklarer Jens Fich og peger på, at det kan være alt lige fra vand til nedbrudt olie, man fjerner. Kim Kjær supplerer:

”Via en hastig teknologisk udvikling de senere år kan man nu fjerne en række forskellige typer af forurening i samme operation og samtidig overvåge slid på olie og selve systemet. Det forlænger levetiden på både udstyr og olie, og det reducerer både antallet uforudsete nedbrud og omkostningen for det enkelte nedbrud, da olien nu er ren - og vi kan derfor se små forandringer i slidmønstrene.”

Hastig teknologisk udvikling

C.C.Jensen har en række samarbejder med aktører i branchen, som investerer i virksomhedens specialiserede teknologi, fortæller Kim Kjær:

”Olievedligehold og overvågning af oliesystemer er et kompliceret område, hvorfor man med fordel kan benytte specialister som os. En af de fundamentale ting ved teknologien er, at vi bruger cellulose til fremstilling af filterelementer, som derfor kan fjerne en masse forskellige slags forurening,” siger han og uddyber:

”De nye filtre - specieldesignet til hhv. 2- og 4-takts motorer med gas, diesel eller HFO-drift - kan erstatte centrifuger og dermed spare mange driftsomkostninger og CO2. Her er MAN Energy Solutions en meget vigtig samarbejdspartner i teknologiudviklingen og hos MAN hilser man også produkterne velkomne. Kjeld Aabo er ’Director, New Technologies Promotion’ hos MAN. Han forklarer:

”For at udvikle dieselmotorer til marinebrug, er det vigtigt, at der er specialister på markedet. For de er i stand til at sikre, at en ny og recirkuleret smøreolie er optimal. Motorens lejer skal have optimalt miljø, og den del af systemolien, som anvendes til vores hydraulik skal særligt være fri for urenheder for at undgå indflydelse på
motorens performance. Sammen med C.C.Jensen udfører vi derfor test af nye teknikker, så vi med sikkerhed kan udstede et ’No Objection Letter’. Det har vi udstedt i dette tilfælde, hvor teknikken samtidig skaber store økonomiske og miljømæssige fordele for skibsoperatørerne - altså vores kunder”.

Trender vækker opsigt

Jens Fich fremhæver dernæst produktet CJC T2render, der har været på markedet omtrent et par år. I 2012 modtog C.C.Jensen støtte fra Den Danske Maritime Fond til at videreudvikle produktet, og siden har også Syddansk Universitet, Mærsk Supply Service A/S og SIMAC være med i processen.

”I begyndelsen blev der fokuseret på sensorteknologi, men det blev hurtigt klart for os, at den væsentlige værdi for kunden lå i, at vi kunne oversætte data til et reelt beslutningsgrundlag,” forklarer Kim Kjær og Jens Fich supplerer:

”Det, der adskiller CJC T2render fra andet på markedet, er oversættelsen af data. Det er virkelig noget, rederne kan bruge. Ellers skal de jo selv sætte sig ned og kværne data igennem og forstå det for at kunne se, hvad der er galt. Men alt det har vi altså automatiseret,” forklarer Jens Fich og Kim Kjær tager over igen:

”Det har betydet alt at kunne udvikle produktet i tæt samarbejde med en reder - Maersk Supply Service. At installere udstyr på skibe i drift og få feedback fra både besætning og folkene på land har givet os en mulighed for at komme tættere og tættere på bull’s eye i processen med at tilpasse produktet rederiets behov. Samtidig har også hjælp til projektstyring fra Den Maritime Fond givet os værdifuld sparring ift. at holde fokus og komme i mål.”

Maersk Supply Service vil nu benytte den nye teknologi til at forlænge intervallet mellem dokninger.

”Visionen er at gå fra det traditionelle ’Time Between Overhaul’ (TBO) med faste intervaller til ’predictive and preventive’ vedligehold, hvor tidspunktet bestemmes ud fra et reelt behov baseret på målinger. Her giver den nye teknologi den nødvendige indsigt. Dette har potentialet til at skabe stor værdi for Maersk Supply Service og vores kunder,” siger Steen Lykke Pedersen, Head of Dry Docking and Maintenance Strategies hos Maersk Supply.

Større krav til dokumentation

Jens Fich peger på, at C.C.Jensen og omverdenen stiller store krav i dag.

”I de sidste fire år har vi foretaget en radikal udvidelse af testfaciliteter, så vi kan forsyne os selv og vore kunder med troværdig dokumentation for, hvordan vores
produkter virker,” siger han og uddyber processen omkring test:

”Vi har også forstærket indsatsen på de test, vi laver sammen med vore kunder – både for at udvikle vores produkter, men også for at demonstrere virkningen af vore filtre på lige akkurat det system, kunden har. Når man har filtre, hvor elementerne skal holde i op til 12 måneder, kræver det jo, at man kan dokumentere filterets effektivitet over hele levetiden. Og dét kræver langvarige test og komplicerede testfaciliteter.”

Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063