Politisk flertal vil udfase hjælpepakker fra coronakrisen
Et bredt flertal af Folketingets partier er enige om at udfase hjælpepakkerne, som er blevet oprettet under coronakrisen.
Det siger finansminister Nicolai Wammen (S), der er "glad for aftalen".
- Vi udfaser nu de hjælpepakker, der blev sat i værk, da vi var i gang med at lukke Danmark delvist ned. Nu er vi heldigvis i gang med at åbne igen, og derfor er tiden også inde til, at hovedparten af de initiativer, vi har taget, skal stoppe. Andre kan få lov at fortsætte noget tid endnu, siger Nicolai Wammen.
Pakkerne blev indført grundet corona-krisen og vurderes af forskere til at have afværget 81.000 fyringer.
Særligt ordningen om lønkompensation er blevet benyttet af mange virksomheder. Med ordningen har virksomhederne kunnet få dækket op til 75 pct. af de hjemsendte medarbejderes løn, hvis de ikke fyrer dem.
Den nye aftale indebærer også en sommerpakke, der skal hjælpe økonomien i gang ved blandt andet at udbetale tre ugers feriepenge. Der er ikke regnet på, hvor mange arbejdspladser den nye aftale med blandt andet udbetaling af feriepenge vil give, siger Nicolai Wammen.
- Det er for tidligt at sige, hvor mange arbejdspladser det vil give, men det er et vigtigt bidrag til at få gang i Danmark igen, siger finansministeren.
Dansk Erhverv vil have flere initiativer
Feriepengene bliver udbetalt senest til oktober. Det skyldes ifølge Wammen "tekniske årsager".
- Danskerne kan være trygge ved, at pengene kommer. Så hvis man i sommerperioden vil bruge penge på is, tøj eller ting til hjemmet, så kan man gøre det i vished om, at pengene kommer til oktober, siger Nicolai Wammen.
Aftalen om udfasning af hjælpepakker og økonomisk sommerpakke er forhandlet på plads mellem regeringen og de øvrige partier med undtagelse af Liberal Alliance, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti natten til mandag.
Hos Dansk Erhverv vil man nærstudere detaljerne om udfasningen af hjælpepakkerne. Adm. direktør Brian Mikkelsen mener dog, at der er brug for flere initiativer, der kan sikre hjælpepakker til de hårdest ramte brancher.
- Vi ser aftalen som første etape. Desværre er de økonomiske trængsler så langtfra forbi hverken her i Danmark eller i resten af verden, siger han i en skriftlig kommentar.
- Alt tyder på, at der bliver brug for mere stimuli og varige forbedringer af virksomhedernes konkurrenceevne. Derfor står der fortsat et stort arbejde foran os i forhold til at understøtte vores erhvervsliv og dermed sikre danske arbejdspladser og dansk økonomi, siger Brian Mikkelsen.
Hos Dansk Industri glæder man sig over, at der bliver sat gang i økonomien, og at der er fokus på danske eksportvirksomheder.
- Selve hjælpepakken synes vi, at man lægger op til at stoppe noget hurtigt. Men det positive er, at man efter sommerferien vil sætte sig sammen og se på, hvad man kan gøre for eksportvirksomhederne, også på det her punkt, hvis det er sådan, at der kommer en yderligere forværring, siger politisk direktør Kent Damsgaard.
Læs også: Politisk aftale giver hjælp til udfordrede rederier