Det maritime erhverv har brug for mere hjælp
Den maritime branche har brug for flere tiltag til at understøtte det maritime erhvervsliv under og efter krisen, mener brancheorganisationen Danske Maritime
- Der er virksomheder, der virkelig bløder lige nu. Man kan frygte, om visse virksomheder kan komme igennem denne krise, siger Jenny N. Braat, som er adm. direktør for Danske Maritime.
Organisationen har nogle bud på tiltag, der skal få medlemsvirksomhederne levende gennem krisen. For regeringens nuværende hjælpepakker er ikke nok, mener Jenny N. Braat.
Brancheorganisationen vil sikre branchens bevægelighed på tværs af landegrænser gennem flere tests, man ønsker også at sikre offentlige ordrer på de skibe, som staten og kommuner råder over, og vil sikre lånevilkår, der matcher udlandets.
- Alle vil gerne holde på de dygtige medarbejdere, men når virksomhedernes omsætning bliver ved med at falde, kommer der en stor udfordring, siger Jenny N. Braat.
Test af medarbejdere
Hun påpeger, at én ting er, hvor lang tid krisen trækker ud for erhverv, der arbejder i Danmark. En anden ting er erhverv, der arbejder for det globale marked, hvor tidshorisonten i forhold til, hvor længe krisen varer, er længere, mener brancheorganisationsdirektøren.
- Det er derfor, man skal lave nogle pakker til eksporttunge erhverv, som vores medlemmer er en del af, siger Jenny N. Braat.
Danske Maritime vil gerne have testet personer, som skal arbejde for danske virksomheder, for COVID-19 ved grænseovergangene, og "når de skal ombord på skibe, så de ikke forhindres i deres arbejde." Derudover bør danske medarbejdere, der skal rejse ud for at arbejde, få en attest, der dokumenterer, hvis de er immune eller raskmeldte, mener organisationen.
- Vi har brug for, at vores medlemmer som minimum har en fleksibilitet i Europa, så de kan lave deres arbejde på skibe for eksempel i Tyskland. De har også brug for at kunne få medarbejdere ind i landet. Det er vores forslag, at der skal laves nogle tests af medarbejderne, siger Jenny N. Braat.
Inden påske lavede Danske Maritime en undersøgelse blandt medlemmerne.
- Undersøgelsen viser med al tydelighed, at 75 pct. af vores virksomheder allerede nu har oplevet, at deres omsætning er faldet, hvilket er bekymrende siger Jenny N. Braat.
Hun tilføjer, at det sker lidt langsommere i det maritime erhverv end i nogle af serviceerhvervene herhjemme.
- Men det er sværere for virksomhederne, som vi repræsenterer, at komme op igen efter krisen, fordi de skal ud og have fat på kunderne og der skal gang i hele markedet først, siger Jenny N. Braat.
Brancheorganisationsdirektøren fortæller, at mange virksomheder har forsøgt at holde fast på deres medarbejdere.
- Men alligevel ser vi, at hver anden virksomhed har måttet afskedige eller hjemsende medarbejdere. Det understreger, hvor svært det er for virksomhederne at holde gang i hjulene, siger Jenny N. Braat.
Hjælpepakker er ikke nok
Regeringens hjælpepakker er ikke nok for de maritime virksomheder, mener brancheorganisationen.
Jenny N. Braat forklarer det med, at medlemsvirksomhedernes ansatte har et relativt højt lønniveau, således at virksomhederne ikke får dækket så stor en andel af lønomkostningerne i de eksisterende pakker.
For at modtage lønkompensation er det et krav, at man hjemsender minimum 30 pct. af de ansatte. Dette bør sænkes til 15 pct, mener Danske Maritime.
- Grænsen skal længere ned, for lige nu tvinges virksomheder i nogle situationer, hvor de måske ikke behøver at hjemsende 30 pct. men måske en lavere andel, til enten at fyre folk eller at have en stor omkostning på nogle medarbejdere, de ikke kan bruge på grund af situationen, siger Jenny N. Braat.
Søværnets skibe kan hjælpe
Hun fortæller, at en del har gjort brug af "force majeur", hvor de har sendt folk hjem med det samme for ikke have omkostninger.
- Men så er de tvunget til hurtigt at tage stilling til, om de har råd til at have medarbejderen, når de ikke ved, hvor lang tid der går, før de kan bruge medarbejderen igen, siger hun.
Et af forslagene fra brancheorganisationen er blandt andet at se på statens skibe.
- Søværnet har mange skibe og der er nogle store arbejder, der kunne laves på dem. De skal også have bygget nogle nye skibe, siger Jenny N. Braat.
Hun understreger, at sådanne arbejder kan skabe aktivitet i hele branchen - ikke kun på værfterne men også hos leverandørerne - og kan måske være med til at bære det maritime erhvervsliv over på "den anden side" af krisen.
- Hvis der ikke bliver sat gang i den slags aktiviteter, er der ingen tvivl om, at næste skridt er, at der ryger endnu flere medarbejdere i virksomhederne. Det vil vi jo være rigtig kede af, siger Jenny N. Braat.