Endnu en havnelukning sat i gang
Nu er rydningen af Fredens Havn ved Christiania i København begyndt, skriver TV 2 Lorry.
- Så er oprydningen af Erdkehlgraven gået i gang, og de første vrag er trukket op af vandet. Det er jeg rigtig glad for! Alt for længe har den smukke natur i og omkring Erdkehlgraven været skæmmet af ulovligt anlagte både og vrag, området har nærmest fremstået som losseplads, skriver Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), på Facebook.
I artiklen fra TV 2 Lorry fremgår det, at det er de platforme, vrag og både, som ingen har vedkendt ejerskab til, der ryddes, og der er tale om omkring 80 enheder.
Der mangler stadig at blive gennemført en retssag for at afgøre, hvad der skal ske med resten af fartøjerne i Fredens Havn, hvilket er omkring 200 både, platforme og vragdele. De ejere, der ikke har fjernet bådene, er blevet politianmeldt, og sagen har stået på siden 2006.