Kæntret fiskefartøj var tilløbsstykke i Hirtshals
Det nybyggede norske fiskerfartøj var kæntret ud for Hanstholm, men blev bragt til kaj i Hirtshals
Fiskefartøjet var på slæb fra Gdansk i Polen til Hvide Sande, hvor det skulle gøres helt færdigt. Selvom vejret var fint kæntrede det og vendte bundet i vejret. Der var ingen ombord og der var kun tale om materiel skade. Det var Svendborg Bugsering - NH Towage A/S - der stod for transporten mod Danmark.
Man forsøgte i første omgang at få skibet på ret køl på stedet, men uden held.
- Skibet blev herefter slæbt til kaj i Hirtshals, hvor der var gode faciliteter til at forsøge at få det vendt rundt, forklarede havnedirektør Jens Jensen.
Fiskefartøjet er et ’råt’ skib uden inventar, fiskegrej og andet udstyr, så det ligger let i vandet og der er derfor formentlig skabt en ubalance, så det er kæntret. Men hvad årsagen præcist er til kæntringen i det ellers flotte vejr, er stadig uvist.
Det var Nordic Marine Consult, der stod for operationen med at få skroget vendt.