23948sdkhjf

Corona: Containerskibe sejler næsten tomme fra Kina

Imens containere har svært ved at nå frem til afskibning fra de kinesiske havne, kan der vente høje rater til rederierne på den anden side af virusudbruddet

Udbruddet af corona-virus i Kina trak hurtigt spor til containerrederierne, da arbejdet i den kinesiske industri ikke blev genoptaget som forventet efter den kinesiske nytårsuge i slutningen af januar. 

Siden da er situationen kun blevet værre for rederier som Mærsk, CMA CGM og Hapag-Lloyd, for hvem transporten af containere ud af Kina og til særligt Europa og Nordamerika er blandt de vigtigste handelsruter. 

Selv de få sejladser, der ikke blev aflyst i den forgangne uge, var så tomme, at det gør ondt. Ifølge mediet The Loadstar bliver der kun udnyttet en tiendedel af skibenes kapacitet, og en anonym kilde hos et rederi fortæller til mediet, at netværket næsten er gået helt i stå.

- Vi sejlede et skib på 23.000 teu fra Kina til Nordeuropa denne uge (sidste uge, red.) med mindre end 2.000 teu – vi kan ikke blive ved meget længere, siger kilden til The Loadstar.

Kilden fortæller, at det ikke nytter noget at sænke raterne. Tværtimod kan der blive tale om, at de afskibere, som lykkes med at få deres container frem til kajen i en kinesisk havn, kan blive mødt med krav om at betale et tillæg for at få deres container sejlet videre. 

Store dele af den kinesiske produktion har været indstillet, fordi fabriksarbejdere har fået besked på at blive hjemme i et forsøg på at undgå smitten. Indtil videre er mere end 72.400 personer smittet i Kina, og mere end 1800 er døde. 

Selvom produktionsapparatet flere steder er begyndt at starte langsomt op, kan mange arbejdere ikke komme på arbejde, fordi den kollektive transport er indstillet. Samme problem gælder for speditører og havne, der opererer for stærk nedsat kraft på grund af manglen på arbejdere. 

Imens sidder modtagere af kinesiske varer over hele verden og bider negle i forventning om, hvornår der atter kommer skred i tingene. Når det sker, kan det blive festligt for containerrederierne. 

- Nu koncentrerer vi os om at få lavet kontrakter til, når alt det her blæser over, for der kunne komme massive ratestigninger, når efterspørgslen begynder at stige, siger en afskiber til The Loadstar.

Læs mere: Amerikanere fra krydstogtskib fløjet hjem til isolation i USA

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126