23948sdkhjf

Snurrende vindmøller giver Ørsted milliardoverskud

Energiselskabet vil investere 200 mio. kroner de kommende fem år

Energiselskabet Ørsted fik et overskud på seks mia. kroner i 2019, hvor indtjeningen fra selskabets vindmølleparker gik i vejret.

Det viser Ørsteds årsregnskab. Målt op imod sidste år er Ørsteds overskud på bundlinjen faldet fra 19,5 mia. kroner. Faldet skyldes dog, at 2018-resultatet var positivt påvirket af et salg af vindmølleparker. Det gælder særligt britiske Hornsea 1, som udgjorde en stor engangsindtjening for Ørsted.

Ørsted-topchef Henrik Poulsen erklærer da også 2019 for et succesfuldt år.

- 2019 var et godt år for Ørsted med fortsat strategisk fremgang og global udvidelse, siger han og fortsætter:

- Vi opnåede et tilfredsstillende overskud på driften, og den grønne andel af vores varme- og elproduktion nåede nye højder på 86 pct., siger han i en kommentar til regnskabet.

En af grundene til Henrik Poulsens glæde er resultatet af den daglige drift i Ørsted.

Her ligger Ørsteds resultat en lille halv mia. kroner over, hvad Ørsted selv havde forventet.

Store ambitioner

Siden Goldman Sachs fik lov til at købe sig ind i Ørsted tilbage i 2014, er værdien af selskabet seksdoblet, og festen skal ikke stoppe her. Ifølge Finans har Ørsted frem mod 2025 et budget til investeringer på 200 mia. kroner, og alene i 2020 er det planen at bruge 32 mia. kroner på nye møller, fundamenter og kabler i både USA, Asien og Europa. 

- Det er med afstand den største investering i vores historie nogensinde, og det er en stor opgave, vi er i gang med. Det er udtryk for, at vi nu bygger i en række parallelle spor i Asien, Nordamerika og Europa, hvor vi for bare få år siden kun kørte i det ene spor, siger Henrik Poulsen til Finans. 

De 32 mia. kroner, som Ørsted vil bruge på nye investeringer i 2020, svarer til 50 pct. mere end niveauet i 2019. 

I alt havde Ørsted et driftsoverskud – overskud før skatter, afskrivninger og finansielle poster – på 17,5 mia. kroner sidste år.

Læs også: Northern Offshore indtager Japan med ny alliance



Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.13