23948sdkhjf

Nye olietilladelser i Nordsøen giver kun lille gevinst

Værdien af en ny udbudsrunde for olie- og gasudvinding i Nordsøen er under to milliarder kroner, vurderer Skatteministeriet. Det danske olie- og gaseventyr er snart slut, mener eksperter

Det vil sandsynligvis kun være en meget lille gevinst, som statskassen scorer på at give nye tilladelser til at pumpe mere olie og gas op fra Nordsøen, når de nuværende licenser udløber i 2046.

Det skriver Information på baggrund af en aktindsigt i en mailkorrespondance mellem Skatteministeriet og Finansministeriet.

Her skriver en embedsmand i Skatteministeriet, at ministeriet "skønner nutidsværdien af statens indtægter forbundet med 8. koncessionsrunde til 1,75 mia. kr." Altså vurderes de samlede indtægter ved at fortsætte jagten på fossile reserver at være under to mia. kroner.

De Økonomiske Vismænd har tidligere slået fast, at Nordsøen ikke længere er "særlig vigtig for vores økonomiske holdbarhed og de langsigtede perspektiver". Og det bliver nu bekræftet af Skatteministeriets beregning, mener miljøvismand Lars Gårn Hansen, der er professor på Københavns Universitet.

- Hvis man gik og håbede på, at der lå et nyt olieeventyr ude i Nordsøen, så er det ikke det billede, man får her. Det her tal stemmer godt overens med det, jeg tidligere har sagt, siger Lars Gårn Hansen til Information.

Også professor i økonomi på Københavns Universitet Peter Birch Sørensen, der er tidligere overvismand og tidligere formand for Klimarådet, kalder de 1,75 mia. kroner "et ret lavt tal, som understreger, at olie- og gaseventyret i Nordsøen nærmer sig sin afslutning".

Forlængelse i spil

Ottende koncessionsrunde – også kaldet ottende udbudsrunde – handler om, at fire olieselskaber har indsendt ansøgninger til regeringen om at få tilladelse til at lede efter og siden udvinde ny olie og gas i den danske del af Nordsøen.

Godkendes den 8. udbudsrunde af regeringen, betyder det, at olie- og gasjagten i Nordsøen forlænges fra 2046 til 2055. Altså fem år efter, at et bredt flertal i Folketinget ønsker, at Danmark skal være fossilfrit og klimaneutralt.

Der er dog stor usikkerhed behæftet med beregningerne fra Skatteministeriet. I et ministersvar til Alternativets Rasmus Nordqvist afsendt fredag tager skatteminister Morten Bødskov (S) forbehold for, at konsekvenserne ved en eventuel aflysning af 8. udbudsrunde i sidste ende kan blive noget større.

Det skyldes, at et stop for ny olie- og gasjagt kan risikere at påvirke nuværende investeringer og produktion i forbindelse med de nuværende licenser i Nordsøen. Sker det, kan en aflysning af 8. udbudsrunde ende med at koste statskassen "et væsentligt tocifret milliardbeløb," skriver ministeren.

Men for at kunne foretage den beregning har Skatteministeriet brug for en nærmere vurdering af produktion og omkostninger forbundet med de nye tilladelser. Og en sådan vurdering "foreligger ikke på nuværende tidspunkt", skriver skatteministeren.

Det noget upræcise svar skyldes ifølge Peter Birch Sørensen, at der både er naturvidenskabelige, økonomiske og politiske usikkerheder forbundet med spørgsmålet om Nordsøen. For eksempel afhænger olieprisen af, hvordan det fossile verdensmarked udvikler sig, ligesom det er usikkert, om et stop for ny oliejagt vil gøre olieselskaberne nervøse og få dem til at trække investeringer ud.

Synger på sidste vers

Trods Skatteministeriets forbehold vurderer Peter Birch Sørensen dog, at der er tale om forholdsvist små økonomiske konsekvenser ved at trække stikket på Nordsøen, når den 7. udbudsrunde udløber om godt 25 år.

- Jeg kan ikke tro andet, end at verden vil bevæge sig væk fra de fossile brændsler, og dermed synger vi på sidste vers med Nordsøen, siger Peter Birch Sørensen til Information. 

Kritikere af nye olie- og gastilladelser i Nordsøen peger på det paradoksale i, at Danmark overvejer at forlænge jagten på fossile ressourcer i Nordsøen i en tid, hvor klimaforskere understreger, at 80 pct. af de allerede kendte reserver skal forblive urørt i undergrunden, hvis verden skal overholde Parisaftalens mål om at begrænse globale temperaturstigninger til et godt stykke under to grader.

En forlængelse karambolerer også med regeringens mål om at gøre Danmark fossilfri i 2050, lyder kritikken.

Vismænd advarede

For nylig skete der et nybrud i debatten, da de økonomiske vismænd i Information advarede mod at tillade nye olieboringer. Vismændene understregede for første gang, at "der vil være en klimamæssig positiv effekt ved at reducere udbuddet fra den danske del af Nordsøen".
- Regeringen bør derfor udskyde planerne om at give grønt lys til ny olieefterforskning og -udvinding i Nordsøen, indtil man har sin klimaplan klar, sagde miljøvismand Lars Gårn Hansen til Information.

Læs også: Miljøminister vil undersøge Mærsk-forurening i Nordsøen

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078