Søværnet får nyt udstyr til ubådsjagt
De nye sonarer kan bringe Danmark op i en anden liga i Nato, mener militæranalytiker.
Det danske indkøb omfatter ni særlige dyppesonarer, der fra Forsvarets nye Seahawk-helikoptere kan fires ned i vandet for at give et overblik over, hvad der rører sig under overfladen.
Dertil kommer 600 såkaldte sonarbøjer, som kan lægges ud over et større havområde for at opsnuse ubåde.
Ifølge Søværnets chef, kontreadmiral Torben Mikkelsen, vil de nye sonarer øge Danmarks betydning i Nato, der har fokus på russiske ubåde i Østersøen og i farvandene omkring Grønland og Færøerne.
- Det her er faktisk noget af det, Nato har ønsket, at vi blev bedre til. Så der er ingen tvivl om, at når vi får det fuldt implementeret, så kommer vi i en anden liga, siger han.
Tilfreds minister
På Forsvarsakademiet ser militæranalytiker og orlogskaptajn Anders Puck Nielsen også de nye dyppesonarer som en markant styrkelse af det danske forsvar.
- Det helt store spændende perspektiv i det her er, om det her gør, at vi nu kan være med i nogle af de amerikanske, britiske og franske operationer i det område, der bliver kaldt GIUK Gap, siger han.
GIUK står for Grønland, Island og UK (Storbritannien) og udtrykket GIUK-Gap refererer til det store havområde mellem Grønland og Storbritannien.
Også forsvarsminister Trine Bramsen (S) er meget tilfreds med styrkelsen af Forsvaret.
- Det forværrede trusselsbillede gør det nødvendigt at højne Danmarks maritime militære profil. Med anskaffelsen styrker vi også vores bidrag til Nato ikke mindst i Nordatlanten, udtaler hun.
/ritzau/