23948sdkhjf

DFDS udvider rutenetværket i Middelhavet

Kapaciteten mellem Tyrkiet og Frankrig øges med ny rute til Sète. Nu har DFDS fire ugentlige afgange mellem Istanbul og Sydfrankrig

DFDS havde tidligere på måneden premieresejlads på rederiets fragtrute mellem Pendik i Tyrkiet og Sète i Frankrig. Første tur blev gennemført med ro/ro-skibet ’UND Ege’ med ankomst til Sète 9. juli. Sète ligger ud til Middelhavet ved Montpellier små 100 km vest for Marseille.

Den nye rute udvider DFDS’ shortsea-korridor mellem Istanbul-området i Tyrkiet og Frankrig, hvor der hidtil alene har været sejlet tre ugentlige turer til Toulon, 50 km øst for Marseille, fra Pendik. Introduktionen af Sète-ruten betyder yderligere to ugentlige afgange, som dog bevirker, at antallet af afgange til Toulon reduceres til to.

Målet er således ifølge DFDS at lave en bedre geografisk spredning på den franske Middelhavskyst.

- Den nye rute giver muligheder for vækst på grund af dens eksisterende intermodale faciliteter. Det vil sige, at den giver vores kunder mulighed for at anvende tog fra Sète til det centrale Europa, hvorfra godset kan fortsætte til Nordeuropa i DFDS’ netværk. Noget, som bidrager til en mere samlet transportløsning i Europa, forklarer Kemal Bozkurt, DFDS’ Vice President for rederiets aktiviteter i Middelhavet, på DFDS’ interne nyhedsportal.

Fjerde mega-ro/ro søsat

Pendik – Sète-ruten besejles udover den 3.214 lanemeter store ’UND Ege’, også af ’UN Karadeniz’ på 4.350 lanemeter. Begge ro/ro-skibe er fra U. N. Ro-Ro’s oprindelige flåde. DFDS var også før overtagelsen af tyrkiske U. N. Ro-Ro sidste år til stede ud fra Marseille med en fragtrute, der forbinder den store franske havneby med Tunis. Denne rute eksisterer fortsat.

Ellers er den absolutte hovedkorridor efter overtagelsen af U. N. Ro-Ro i DFDS’ Middelhavsnetværk, mellem Istanbulområdet og Norditalienske Trieste i toppen af Adriaterhavet med afstikkere til Bari i Syditalien og Patras i Grækenland.

Det er således også i dette netværk, at rederiets to første af i alt seks 6.700 lanemeter store ro/ro-nybygninger, ’Ephesus Seaways’ og ’Troy Seaways’, er blevet beskæftiget. De resterende fire enheder i serien, der frem til næste år leveres fra Jinling-værftet i Kina, skal angiveligt anvendes i det ”gamle” netværk på Nordsøen.

Seriens fjerde enhed blev tidligere på måneden søsat, mens skib nummer tre gennemførte sin prøvetur.

Læs mere om: DFDS
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14